VM Senior 2018

Der er enormt meget at fortælle fra VM Senior 2018. Ren sportsligt var Danmark stærkt repræsenteret med hele 9 løftere. Mere om det senere.

Først er jeg ganske enkelt nødt til at fortælle lidt om Turkmenistan i almindelighed og Ashgabat i særdeleshed. Alle de danske deltagere vil med sikkerhed kunne sige, at de aldrig har oplevet noget lignende.

Vi opholdt os langt størstedelen af tiden i Ashgabat Olympic Complex. Det lyder imponerende og det skal jeg da også lige love for, at det er! Der er anvendt en bagatel af ca. 5 milliarder USD på at opbygge et kompleks dimensioneret til et full scale OL! Der er sportsfaciliteter af enhver tænkelig art, og tilhørende beboelseskomplekser med plads til tusindvis af atleter o. lign. Ja, selv en højbane rundt i området findes der. Alt er lavet i super kvalitet, hvilket jeg må indrømme overraskede mig en hel del.

Men det vildeste var nu næsten selve organisationen! Jeg har ikke oplevet et OL på min egen krop, men jeg vil bestemt mene, at dette her var helt oppe på det niveau. Der var hjælpere og sikkerhedsfolk overalt. For at illustrere hvor gennemført det hele var, kan jeg fortælle, at der på såvel stævnested, træningshallen og i alle boligkomplekser var 24 timers lægeservice det hele krydret med ambulance der stod standby 24-7 over hele området. Ikke mindre en 250 læger og paramedicinere var sat ind til at imødegå ethvert helbredsproblem. Jeg tør ikke tænke på hvad det ville have kostet i Danmark…

Alle delegationer havde – naturligvis – deres helt egen hjælper tilknyttet. Vores hed Jemal og det var bare at henvende sig i receptionen, hvor vi boede, og så stod hun der efter 2-3 minutter.

Nu var alt ikke fryd og gammen. Jeg tror, at vi alle havde en lidt underlig fornemmelse de første dage. Det skyldes, at vi ganske enkelt ikke så andre mennesker i det store område. Det skal siges, at der også ligger universitetsbygninger (der også var imponerende flotte i hvidt marmor som alt andet), men vi så ingen studerende. Der går store 4-sporede veje rundt i området, der er forbundet med den øvrige by, men vi så ingen biler. Jeg havde i hvert fald en Palle-alene-i-verden fornemmelse de første par dage, når jeg gik rundt i faciliteter, hvor der uden problemer kunne opholde sig 10.000 mennesker – og så var der bare os.

Og det hele krydret lidt med en fornemmelse af, at Turkmenistan er lidt et Nordkorea-light. Det skyldtes måske især, at der var udskrevet i tusindvis af studerende og andre unge mennesker, der var blevet iført ens træningsdragter. De havde så til opgave at holde tribunerne fulde under samtlige grupper i samtlige vægtklasser. Altså fra kl. 8 eller 10 om morgenen og helt frem til midnat nogle dage.

Det er altså et lidt specielt land, hvor man kan sådan noget…

Jeg skal dog understrege, at vi blev behandlet som grever og baroner – helt perfekt ganske enkelt. Men det var nu alligevel lidt – skal vi kalde det – underligt.

Tilbage til det sportslige. Det danske hold bestod af en række ganske erfarne løftere suppleret med nogle debutanter (på dette niveau). Målsætningerne for de enkelte var derfor ret forskellige. Centralt var naturligvis OL-Bruttotruppen, der jo benhårdt skal placere sig bedst muligt og skrabe point sammen til en eventuel OL-billet.

De første atleter på podiet var Sandra Jensen (AK Atlas) og Katrine Bruhn (AK Atles) i kvindernes 55-kilo klasse. Begge var havnet i C-gruppen, hvilket vist meget godt illustrerer hvor stærk 55 kilo klassen er! Frank Petersen og jeg fordelte opgaverne således, at jeg matchede Sandra, og Frank koncentrerede sig om Katrine. Jeg kan derfor naturligvis bedst beskrive, hvad der skete for Sandra, der jo var debutant.

Ikke overraskende var der nerver på, men jeg må sige, at Sandra klarede presset fint; det har i hvert fald tidligere været noget sværere for hende at styre. Resultatmæssigt blev det til 71 kilo i træk og 88 i stød (meget tæt på 90). Ingen tvivl om at der var mere i Sandra, men nerverne spillede lidt i puds i træk. 71 kom nemt på plads, hvorefter der fulgte to lidt mystiske kiks på 73. Det var som om fokus forsvandt lidt; i hvert fald forsvandt den fine teknik, der havde præget både opvarmningen og førsteforsøget.

Det hylede nu ikke Sandra ud af den, og hun kom stærkt igen i stødene. Først blev 85 lidt uforståeligt (for mig i hvert fald) underkendt af juryen. Sandra insisterede på at øge til 88, hvilket jeg lidt tøvende gik med til. Det var ikke noget smukt løft, men det blev klaret! På 90 var al teknik kastet over bord, hvilket resulterede i en MEGET ting vending. Opadstødet var der så desværre ikke helt energi til…

Katrines serie lød på 73, kiks på 75 og 76 godkendt. Jeg så ikke løftene, og kan derfor ikke sige så meget klogt om dem. 76 kilo må siges at være godkendt i træk, om end jeg ved at både Katrine og Frank havde håbet på mere. I stød blev det til 93 og 96 (et fint løft, der så både let og teknisk godt ud). På 99 svigtede koncentrationen desværre, og det blev til et underligt kiks i vendingen.

Næste løfter var Amalie Løvind (Ålholm), der løftede sent lørdag kl. 22 lokal tid i kvindernes 59 kilo klassen; også hun var havnet i C-gruppen. Amalie har haft en lynkarriere i dansk vægtløftning, og det er næsten utroligt at tænke, at hun debuterede ved DM 5-kamp for under 2 år siden! Det sene starttidspunkt er efter min mening bestemt ikke nogen fordel. Danske løftere kommer stort set aldrig til at løfte så sent, og da det samtidig var VM-debut, skal jeg indrømme, at jeg var lidt urolig på Amalies vegne.

Hun gjorde dog al tvivl til skamme! Først satte hun 3 gode forsøg sammen i træk 77, 80 og 82, hvorefter hun klarede 97 og 100 kilo i stød. På 102 sneg der sig en lille teknisk fejl ind i vendet, der derfor blev kikset. Det ændrer ikke på, at det var en fremragende præstation! Amalie er nu helt oppe på siden af de øvrige nordiske landes meget stærke løftere i denne klasse. Ja, faktisk slog hun Ine Andersson, der jo har løftet for SPH ved mange lejligheder. På kvindesiden var Amalies præstation nok den der fortjener prisen som den bedste – om end hun ikke var alene om at imponere. Mere om det senere.

Tim Kring (IK 99) var første mandlige løfter i ilden. Tim var havnet i B-gruppen i mændenes 73 kilo klasse, hvilket vist bare understreger, hvor god en løfter han er blevet. Jeg kender jo Tims forberedelser fra nærmeste hold, og jeg skal ikke skjule at mine forventninger var endog meget høje. Desværre går det ikke altid som ønsket. Tim blev natten til søndag ramt af et grimt maveonde (det var der mange andre – mig selv inklusive – der også blev). Han var derfor røget næsten et kilo under vægtgrænsen, og trods hans enorme viljestyrke manglede, der ganske enkelt energi. Det lykkedes dog at få trukket 137 og stødt 165, hvilket faktisk er hans næstbedste resultat nogensinde med 390,25 sinclairpoint.

Det ændrer dog ikke ved, at det er rigtig ærgerligt, at han ikke får løftet de 312-315 kilo som alt tegnede til inden VM. Tim får en samlet 27. plads. Med hans forventede resultat var det blevet til en 20. plads.

Nå – pyt, jeg kan roligt love jer, at Tim kommer tilbage stærkere end nogensinde…

Næste løfter var Omed Alam (Ålholm) i mændenes 81 kilo C-gruppe. Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal forklare Omeds indsats andet end med et: SÅDAN!!!!!!!

6 gennemførte løft, nye rekorder i træk, stød og tokamp. Jeg savner ord…

Omeds helt vilde talent har længe været synligt for enhver. Der er dog et stykke fra talent til stort resultat, og jeg er bare så imponeret over den knægt. Det kan godt gå hen og blive til noget RIGTIG stort. 81 kilo klassen er nok den stærkeste på herresiden, og Omeds resultat rækker derfor ”kun” til en 35. plads; og med 4 meget stærke løftere der bommede ud, kunne det faktisk være endt med en 39. plads. Det siger vist lidt om, hvor uhyggelig klassen er.

Men Omed er altså kun 19 år, og han leverer gang på gang resultater, som vi ganske enkelt ikke har set før i Danmark fra så ung en løfter. Ingen tvivl om, at Omed tager prisen for bedste mandlige indsats!

Tirsdag morgen (MEGET tidligt) var det så Mette Fasmilas (BVK) tur til at debutere ved VM i kvindernes 71 kilo klasse. Jeg fik for første gang lejlighed til at arbejde tæt sammen med Peter Käeks, der var med som træner for Mette (og Simon Darville, naturligvis). Det var en spændende og god oplevelse.

Mette havde en fin opvarmning, men jeg skal da love for, at hun blev ramt af nerver, da hun kom på plateauet. Det blev først til to mystiske kiks på 79. Vægten virkede på ingen måde tung, men teknikken faldt bare fra hinanden. Vi øgede til 80 for at købe lidt tid, og heldigvis fik Mette hevet denne vægt ind med lodder og trisser. Det var lidt for spændende…

Det kan virke underligt, men billedet gentog sig lidt i stød, hvor opvarmningen igen gik snorlige. 94 i første forsøg blev totalkikset i vendingen; igen skete der bare et eller andet mærkeligt på plateauet. Vi øgede til 95, der heldigvis kom fint på plads. I sidste forsøg valgte vi 99, der ville have været nye rekord. Vendet blev klaret, men var desværre så tungt, at opadstødet ikke kunne klares. Lidt ærgerligt; det havde ellers pyntet gevaldigt på resultatet. Mette har fået sig en på opleveren, og der er helt sikkert meget at tage med sig videre. Det ER bare en stor scene at optræde på, og det er vanskeligt at træne hjemmefra.

Dagen efter var det så Simon Darville (BVK), der skulle forsvare de danske farver i 96 kilo klassen. Igen var Peter Käeks med og jeg må sige at det fungerede rigtig godt! Første blev det til 3 godkendte forsøg i træk, sluttende med 144 kilo, hvilket er ny rekord for Simon. Ganske enkelt super! Træk har drillet Simon gennem lang tid, og det var så fedt at se alt det hårde arbejde blive betalt tilbage. I stød blev det ”kun” til 175. Jeg skriver kun idet Simon helt sikkert havde mere i sig. Et unødvendigt kiks i andet forsøget betød, at der ikke var mulighed for at prøve på tungere vægte. De 319 kilo i tokamp var dog også ny rekord, og desuden B-krav til EM Senior. Stærkt gået!! Det blev til en samlet 32. plads.

Sidste mandlige løfter var Mikkel Andersen (AK Viking), der torsdag formiddag løftede i mændenes 109 kilo klasse (C-gruppen). Jeg tror aldrig, at jeg har set Mikkel i så god form tidligere! Ved sidste års VM i Anaheim var jeg sandt at sige ret nervøs for Mikkel efter at have fulgt hans sidste træninger. I år så det helt anderledes ud. Masser af power, og gode tekniske løft. Mine forventninger var derfor virkeligt høje.

Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad der helt præcist skete. Mikkel havde (lidt som Mette) en rigtig fin opvarmning. I træk sluttede han af med lette 144, inden han gik på podiet. Her startede han så helt ukarakteristisk med at lave et hiv (!) på 147… Det har jeg sgu aldrig set ham gøre før. De 147 kom på plads i andet forsøg, og faktisk klarede Mikkel også 151, men dommerne var ikke helt enige. Jeg har set løftet et par gange på video, og det var godt nok en hård dom.

I stød gentog billedet sig (desværre). En fin opvarmning, godt timet og det hele. Og så blev vendingen på 177 storkikset to gange!! Så var der pludselig reel fare for at bomme ud! Måske var det truslen herom (jeg ved det ikke), men pludselig var det gode gamle Mikkel igen. Jeg har aldrig set ham klare 177 nemmere end i 3. forsøg. Det er simpelt hen SÅ ærgerligt, at Mikkel ikke fik chancen for at vise hvad han egentlig kunne på dagen. Vi skal helt sikkert snakke om forløbet igen, og Coach Roland Giessing skal også med ind over, så det fulde potentiale kan blive indfriet. Kom igen, Mikkel, du har meget mere i dig!

Som den berømte rosin i pølseenden var Louise Vennekilde (AK Atlas) som sidste danske i aktion fredag formiddag i kvindernes 87 kilo klasse i B-gruppen. Jeg var selv på vej hjem da hun løftede, og fulgte derfor med på scoreboard fra lufthavnen i Frankfurt. Træk var desværre en gentagelse af historien fra NM. Det blev kun til startvægten på 90 kilo, hvilket ganske enkelt er for lidt. Det er både Frank og Louise helt sikkert enige med mig i. Jeg frygtede lidt at den kedelig oplevelse i trækkene skulle smitte af i stød.

Men det gjorde det ikke! 3 gennemførte stød sluttende med imponerende 121 kilo var ganske enkelt perfekt! Den samlede placering lød på en 14. plads, der må siges at være yderst tilfredsstillende. Resultatet betyder også at Louise kravler op på en flot 4. plads på årets danske sinclairliste. Virkelig et flot resultat.

Med så mange danske deltagere er der naturligvis forskel på hvor gode resultaterne har været. Samlet er der dog ingen tvivl om at indsatsen har været rigtig god, svingende mellem godkendt og langt over godkendt.

Set i nordisk perspektiv kan vi se at billedet fra NM gentager sig. Danmark er bare bedste nordiske nation på herresiden, hvor Tim (igen-igen) bliver bedste mandlige løfter. Overraskelsen (eller var det nu også det?) er, at Omed bliver nr. 2 blandt alle nordiske herreløftere. Kvinderne mangler stadig lige lidt, men afstanden bliver mindre og mindre.

Tilbage står nu at få analyseret den samlede resultatliste for at få vurderet hvor store (eller små) de danske OL-chancer er efter dette VM. VM har vist, at der er masser af gode vægtløftere rundt om i verden, så det er bestemt ikke noget der kommer af sig selv. Men det skal ikke forhindre os i at prøve.

Jeg har krydret artiklen med lidt billeder fra det vildt flotte Olympic Complex.

Anders Bendix Nielsen
Eliteudvalgsformand
DVF