B-DM 3. februar 2019

B-DM 3. februar 2019

May 3, 2019 Off By Allan Carlsen

Søndag løftede de tunge mænd og kvinder i 3 grupper. Her er et referat af hvordan det gik:

Gruppe 1 bestod af 8 løftere i 89 kg klassen. Frederik Bindner fra CF North løftede for første gang og klarede 50-80-130 kg. Var lidt uheldig i træk og kiksede 55 kg 2 gangen. Nikolaj Madsen fra VK49 var også helt ny i vægtløftningssammenhænge. Han fik 86-101-187 kg. Kun 107 kg i stød mislykkedes. Emil Cramer fra Jyden fik nye toppe med 87-106-193 kg. 110 kg i stød ville dog ikke lykkedes. Kim Kaldahl fra CF North var lige under sine PR med 91 kg i træk og 115 kg i stød. 96 kg i træk (ny top) mislykkedes. Andreas Mogensen fra Sportshøjskolen (helt ny løfter) viste gode takter ved at klare 95-115-210 kg. Desværre kiksede 120 kg af 2 gange, ellers var det blevet til en bronze. Kasper Elstrøm fra Århus AK forsøgte ny top i træk med 100 kg, men det ville bare ikke lykkes. Han opnåede 96-117-213 kg. Også 121 kg i stød kiksede. Men det var altså alligevel nok til en bronzemedalje. Thomas Strøier fra IK99 løftede til et vægtløftningsstævne for første gang. Han fik flotte 101-114-215 kg og 6 godkendte løft. Det indbragte en sølvmedalje. Men Svante Plenborg fra Svendborg var suveræn og kunne med 103-120-223 kg indkassere en guldmedalje.

Gruppe 2 var kvindernes 76 kg til +87 kg. 76 kg klassen havde 4 deltagere. Nicoline Madsen fra Atlas fik flot ny top i træk med 59 kg, men så gik det helt galt i stød og udgangsvægten på 68 kg lykkedes ikke i nogen af de 3 forsøg. Kom igen Nicoline. Amanda Kofoed-Diedrichsen fra Bagsværd opnåede ny top i træk med 38 kg og i stød blev det desværre kun til startvægten på 40 kg, idet både 43 og 45 kg mislykkedes. De 45 havde ellers været ny top. Men Amanda fik alligevel tildelt en bronzemedalje. Signe Nordahl Jensen fra Århus AK kunne med 61-68-129 kg sikre sig sølvet. Forsøg på 63 kg i træk (ny top) kiksede. Julie Running Jørgensen fra Atlas kunne let sikre sig guldet med 61-78-139 kg, hvilket var lidt under PR, det blev til 6 godkendte løft.

81 kg klassen havde også 4 deltagere. Thea Bruhn Mattesen fra Atlas (ny løfter) fik 33-41-74 kg. Forsøg på 36 kg i træk og 45 kg i stød må vente til næste stævne med at blive godkendt. Sabine Kjær Strand fra Århus AK. satte nye toppe i alle øvelser med 42-58-100 kg. Hun havde endda et forsøg på 45 kg i træk, som desværre kiksede. Men trøstpræmien var en bronzemedalje. Malene Bjørnholdt fra VL8500 var lige lidt under bedste resultater, men fik 60-75-135 kg, hvilket var rigeligt til sølvet. Forsøg på 64 og 79 kg lykkedes ikke denne dag. Emma Karlsen fra Atlas er i konstant fremgang. I træk blev det til 74 kg, mens forsøg på ny top på 77 kg ikke ville helt på plads. I stød overraskede hun alle, også sig selv ved at klare flotte 92 kg. Dermed blev det til 166 kg i tokamp og ny top i stød og tokamp samt en velfortjent guldmedalje.

+87 kg klassen var der 2 løftere. Maiken Bruhn Mattesen fra Atlas klarede ny top i træk og tokamp med 45 og 100 kg. I stød blev det altså til en tangering med 55 kg. Sølvet var sikret. Hun havde endda et forsøg på 60 kg i stød. Sarah Lahn fra Århus SVK kom lige ind fra sidelinjen og sikrede sig guldmedaljen ved at klare 50-57-107 kg. Forsøg på 53 i træk og 61 i stød ville ikke lykkes denne dag. Da Sarah stadig er junior, blev det til 6 nye danske rekorder.

Gruppe 3 bestod af 96-+109 kg klassen. 96 kg klassen havde 5 løftere. Christoffer Bekke fra Gotha var til sit første stævne. Han klarede 67-87-154 kg. Det skal nok blive til meget mere. Simon Zepernick fra Jyden forsøgte nye PR, men det ville altså ikke lykkes. Det blev her til 90-110-200 kg, idet 94 og 95 kg i træk mislykkedes. Det samme gjorde 114 kg i stød. Kom igen Simon. Kasper Gaj Nielsen fra Århus AK havde vist trænet siden sidste stævnet. Han forbedrede sin tokamp med ikke mindre end 17 kg. Serien lød på 93-116-209 kg. Et forsøg på 97 kg i træk ville ikke med. Bronzemedaljen var sikker. Et stort spring op til sølvmedaljen, idet Johannes Birk Poulsen fra VK. Heden stillede for første gang og imponerede med flotte 110-130-240 kg. Og så var det endda kun førsteforsøgene der lykkedes. Kiks på 116 kg i træk og 142 og 143 kg i stød, så mon ikke der er mere i vente. Mathias Feraen Agersø fra Århus AK imponerede bestem også med flotte PR. Han sluttede med 116-136-252 kg. Det kunne være blevet til mere hvis 142 kg i stød var lykkes. Velfortjent guld.

Kun Jacob Hansen fra Sportshøjskolen stillede i 102 kg klassen. Også han var til sit første vægtløftningsstævne. Det blev til 85-135-220 kg. Sikken styrke og med lidt mere teknik, så følger trækkene med. Guldmedaljen var velfortjent.

2 mand i +109 kg klassen, begge fra Århus AK. Mathias Kleinsø var tæt på PR i træk, men kiksede 100 kg af 2 gange. 95 kg blev noteret. I stød blev det til 110 kg og da 114 kg kiksede valgte Mathias at afstå fra sidste forsøg. Jeg tror han havde for langt op til guldet, men en sølvmedalje blev det til. Martin Aksel Jensen opnåede ny top i træk med 101 kg. I stød blev det til 125 kg og dermed 226 kg sammenlagt. Et forsøg på 130 kg (ny top) kiksede. Flot klaret med en skade i det ene håndled. Velfortjent guld.

Bedste kvinde blev Emma Carlsen fra Atlas med 191,47 Sinclairpoint og bedste mand blev Mathias Agersø fra Århus AK med 285,36 Sinclairpoint. Bedste klub blev Århus AK med 109 point. Nr. 2 blev IK.99 med 57 point og nr. 3 AK. Jyden med 46 point. AK Atlas opnåede også 46 point, men havde færre individuelle placeringer.

Dagens konkurrencer var overstået og status kunne gøres. Jeg er utrolig glad for de mange nye deltagere, ikke mindre end 19 stillede til deres første vægtløftningsstævne. Det kan kun glæde et breddeudvalgsformands hjerte. Det blev til 40 kvinder og 27 mænd fra 17 forskellige klubber.

Som dommere fungerede Marga Jørgensen, Dorthe Lauridsen, Tulle Krøyer, Maya Tønnesen, Allan Thurø og Allan Flittner, mens Henrik Høst, Erling Johansen og undertegnede var speakere. Christian Forslund og Erling Langtved var stævnesekretærer.

Billeder fra mesterskabet findes på DVF’s Facebook-side og resultater på VLSTAT

Allan Carlsen