Nordisk ungdom/junior 2019

22. november 2019 10:27 , af Henrik Schou Madsen

Dansk hold ved NM Ungdom & Junior 2019!

Nordisk ungdom Junior var dette år i Sundsvall som ligger midt i Sverige knap 400 km. Nord for Stockholm.

Truppen der var sendt afsted af DVF bestod af følgende:
Ungdom:
Luna Ohm Lydestad -55 - IK99
Sif Wibling -59 – AK Viking
Gustav Wang Hansen -61 - Holstebro Styrkesport
Esben Helmø-Larsen -73 - BVK
Christian Laugesen -81 - Weightlifting 8600

Junior:
Jasmin Agertoft -64 - BVK
Freja Rosendahl -71 - AK Viking
Andreas Panayotis -89 - Aarhus Athlet Klub
Omed Alam -89 - Ålholm IF
Christian Holm -96 - VK49
Trænerteam:
David Havmand
Thomas Holdersen
Lasse Andersen

Dommer:
Allan Thurø Hansen

Turen startede, som så mange gange før i København lufthavn, hvor vi skulle flyve til Stockholm og derfra videre til Sundvall.
Traditionen tro mødtes vi i terminal 3 og Omed kom for sent. Så var vi ligesom i gang.
Turen til Sundsvall gik uden de store problemer og vi var i Sverige tidlig aften fredag. Atleterne blev indlogeret og fik mad, samtidig med at trænerteamet gik til kongres. Herefter var der en kort briefing og så var det i seng.

Lørdag:
I første gruppe havde vi de to ungdomspiger Luna og Sif. Der var gode chancer for placering i begge tilfælde, så der skulle bare kløes på.
Luna lagde i træk ud med sikre 53 kg. i første og 56 kg i andet forsøg. 59 kg og forsøg på dansk rekord i tredje forsøg var tæt på, men den skulle desværre ikke med denne gang.
I stød gik det også rigtig godt. 64 kg i første forsøg blev sat lidt shaky, mens 67 kg i andet forsøg blev sat noget lettere. Efter dette forsøg var sølvet hjemme og så skulle den danske rekord og milepælen på 70 kg selvfølgelig have et skud. Den blev sat uden problemer og dermed også den første danske rekord på dagen.

Den næste løfter der skulle i ilden var Sif Wibling som lagde flot ud med 63 kg i træk. 66 kg i andet forsøg blev desværre misset, men I tredje forsøg gik det dog meget bedre og den kom sikkert på strakte arme.
I stød lagde Siff ud med at misse 74 kg i første, men hun kom rigtig stærkt igen i andet forsøg og satte den uden problemer. I tredje forsøg gik hun på 77 kg og lavede ny dansk rekord, som sikrede hende en velfortjent sølvmedalje.

Efter de to ungdomspiger skulle de første drenge i ilden.
Gustavs trækserie lød på lette 83 kg i forsøg, 87 kg i andet og så et forsøg på dansk rekord med 90 kg i tredje forsøg, som desværre blev misset.
I stød skulle Gustav blot sætte sit første forsøg for at blive Nordisk mester. Der blev lagt ud med 104 kg i forsøg, som blev sat uden de store problemer og dermed var guldet hjemme. Så selvfølgelig skulle der forsøges på danske rekorder i de næste par løft. 108 kg blev sat på stangen og den blev løftet super nemt, men en lidt for ivrig samling, da stangen var på strakte arme, kostede løftet og så var det på den igen i tredje forsøg. Her fik Gustav igen stangen let på strakte arme, men så skete dagens STØRSTE røveri! Løftet blev underkendt og begrundelse ukendt. Det er hvad der sker. Den er der med sikkerhed til EM-ungdom.

Næste løfter på plateauet var Esben fra Bagsværd. For hans vedkommende viste det sig at være en helt fantastisk dag. Første mål var at blive nordisk mester og det kunne heldigvis opnås meget nemt i hans første forsøg på 100 kg i træk og 125 kg i stød. Resten var bonus, så der blev selvfølgelig gået efter nye danske rekorder. Her endte han med 107 i træk og 136 kg i stød og begge løft blev udført på nydeligste vis! 6/6 godkendte, nordisk mester, ny dansk rekord i træk, stød og 2-kamp og en 9 kg forbedring er vist det man kan betegne som en helt perfekt dag på kontoret!

Efter Gustav og Esbens gruppe skulle Christian Laugesen i gang. De nordiske mesterskaber var Christians debut på den internationale scene. Det kunne også mærkes da opvarmningen gik i gang, da hans løft bar lidt præg af nervøsitet. Heldigvis fik Christian samlet nerverne og fik lavet en rigtig fin trækserie på 96 kg, 100 kg (miss) og 101 kg i sidste forsøg. Herefter var det som om Christian fik løsnet lidt op og han kunne på overbevisende vis gå ind og lave 113 kg, 120 kg og 125 kg i stød. Resultatet sikrede Christian en bronzemedalje i -81 kg klassen, hvilket må siges at være mere end godkendt ved første udsendelse!

Juniorpigerne skulle nu til at gøre sig klar og i første gruppe skulle Jasmin fra Bagsværd i ilden. Jasmin har trænet flittigt og det kunne nemt ses, at hun var godt forberedt til stævnet. Det fik hun også brug for, da hun lå i et felt med mange løftere omkring de samme kilo. Heldigvis fik Jasmin holdt hovedet koldt og lavet 63 kg og 65 kg i træk, med et meget tæt kiks på 67 kg. På dette tidspunkt havde vi sikret os at være 4 kg foran konkurrenten fra Finland og på trods af, at Jasmin missede første stød på 79 kg og efterfølgende fik lavet det lidt nervøst i hendes andet forsøg, så kunne hun til sidst sikre sig en sølvmedalje med et super flot løft på 82 kg i stød. Selv var Jasmin lidt overrasket over udfaldet og medaljen, men et godt resultat forfordeles altid til de bedst forberedte!

I -71 kg klassen løftede Freja Obel Rosendahl. Hun lagde ud i træk med 82 kg og efterfølgende meget lette 85 kg i andet forsøg. I tredje forsøgte hun at sætte dansk junior- og seniorrekord med 88 kg som desværre sad lidt fremme, så den ikke kom på strakte arme denne gang.
I stødene er Freja gået over til saksevend. Her lagde hun ud med nemme 90 kg i første forsøg. I andet forsøg får hun vendt 94 kg, som desværre kommer ind og trykker på halsen, hvilket gjorde, at hun blev svimmel og fik gardiner. Freja forsøgte alligevel at sætte opadstødet, men den sidste energi manglede. I sidste forsøg misser hun desværre vendet. Så Freja slutter på 90 kg i stød og en føring på 10 kg til en finsk pige. Normalt ville en føring på 10 kg. være lig med en sejr, men de finske trænere sætter 101 kg og det er altså efter, at deres løfter har siddet i 7-10 min og ventet. Til trods for at det kostede Freja guldet, så må man tage hatten af for, at man efter så lang pause bare går ind og slår hovedet fra. Det var absolut ikke det pæneste løft, men den kom på strakte arme og det er jo det som tæller. Freja ender derfor med sølv i en dramatisk afslutning.

Søndag:
I første gruppe skulle Andreas Panayotis og Omed Alam i ilden. Det var sidste konkurrence for Omed til nordisk Junior, da han efter nytår bliver senior. Det stod lige for, at Omed ville vinde på sine første forsøg, så blev det ikke det vilde resultat fra ham i denne omgang. Omed slutter 135 kg i træk og 155 kg i stød og slutter dermed sin imponerende juniorkarriere af som nordisk mester.

I samme gruppe som Omed løftede Andreas Panayotis. Andreas er først for nyligt begyndt at løfte for alvor igen, efter at en alvorlig knæskade har sat ham tilbage. Heldigvis var formen ganske fornuftig, hvilket gav lidt råderum til at lege med de vægte som han skulle løfte. Det viste sig, at vi fik brug for det, da Andreas lå i et utrolig tæt felt, der skulle kæmpe om 2. og 3. pladsen. I træk fik Andreas 3/3 godkendte løft. 105 kg, 109 kg og 112 kg i sidste forsøg lød serien på, som bragte ham 4 kg foran nummer 3 og samtidig 6 kg bagud til nummer 1 inden stød. Det betød, at vi med 137 kg i hans 2. forsøg i stød kunne sikre 3. pladsen og til sidst lave en stor øgning til 147 kg for at gå efter 2. pladsen. Det lykkedes at få løftet på strakte arme, det lykkedes at få det godkendt, men juryen valgte retmæssigt at underkende løftet til sidst, grundet bevægelse i albuerne.

I sidste grupper skulle Christian Holm lukke og slukke festen i 96 kg-klassen. Indtil videre havde alle danske atleter taget medaljer, så vi håbede selvfølgelig, at Christian kunne forsætte den flotte statistik.
Christian har siden VM junior kæmpet med en skulderskade, men det ser heldigvis ud til. at han er kommet sig over den. I træk lød serien på 120 kg i første, 125 kg i andet forsøg og til sidst 130 kg, hvilket tangerer Christians bedste træk og en perfekt afslutning på træk.
Da vi var foran med henholdsvis 5 og 10 kg i stød, så sænkede vi en oprindelig startvægt på 155 kg til 145 kg, for lige at komme i gang og lægge yderligt pres over på de nærmeste konkurrenter. I andet forsøg gik vi på 153 kg. Denne vægt blev desværre misset. Måske spøgede et forsøg på Nordisk rekord i sidste forsøg lidt, men under alle omstændigheder, så var vi nødsaget til at gå på 155 kg i sidste forsøg for at sikre sejren. De 155 kg kom let på strakte arme og Christian slutter også sit sidste år junior-klassen som Nordisk mester.

Final words fra trænet teamet
Det har været en fantastisk tur på alle måder og vi i trænerteamet har nydt hvert et øjeblik. Der har simpelthen været så mange sjove ting. Så hvis vi skulle skrive om det hele, så ville referatet komme i tre bogbind og senere en filmserie. Det er altid en fornøjelse at se når en gruppe individualister og forskellige mennesker kan fungere så godt sammen. Der er blevet grint, grædt og ja, så er der og blevet skældt lidt ud, men andet ville også være underligt med de drenge, der var med.
Tak til jer alle for en dejlig og succesfuld tur, hvor i alle snuppede medaljer med hjem, og held og lykke til jer som nu rykker videre for at blive seniorer.

Mvh
Trænerteamet
Lasse, Thomas og David

Se samlet resultat her!