Danske Ungdoms- og Juniormesterskaber 2018

1. marts 2018 17:50 , af Allan Carlsen

Lørdag den 24. februar stod AK. Atlas for afviklingen af disse mesterskaber. Desværre havde ingen andre klubber budt ind på disse mesterskaber, måske fordi de var kombineret med DM Masters. Men Frank og co. er altid friske på med kort varsel at påtage sig mesterskaber ingen andre vil arrangere. Jeg håber dog ikke det bliver en sovepude.

Med en helt ny opstilling lykkedes det at afvikle både ungdom/junior og masters næsten samtidig. Det krævede selvfølgelig flere dommere og officials, men med indsats fra flere af de unge lykkedes det at få det til at hænge sammen.

Kl. 11.00 lagde ungdom/junior ud og de var inddelt i 4 grupper. I alt 47 ungdom- og juniorløftere, heraf 18 piger, mødte til start. Det var ikke alle ungdomsløftere, der deltog i juniormesterskaberne, men her kommer et referat af først ungdomsmesterskaberne, herefter af juniormesterskaberne. Selvfølgelig tager vi pigerne først.

I 40 kg klassen var der 5 piger. Lille Frida Brøchner fra Viking opnåede ny top i træk og tokamp. Hun endte på 14-16-30 kg, men måtte nøjes med 5. pladsen. Helt nye Ida Caroline Mørck fra Bagsværd løftede flotte 6 godkendte løft og endte på 14-19-33 kg. Olivia Achen fra Viking var lige lidt lettere end Ida og kunne med samme tokampsresultat sikre sig bronzemedaljen. Hun satte undervejs ny top i træk, stød og tokamp. Sølvet gik til Tiana Stockford, ligeledes fra Viking. Hun fik også ny top i alle øvelser og sluttede på flotte 19-22-41 kg. Men stærke Emily Lykke fra Viking fik ny top i stød og endte med 22-35-57 kg, hvilket var rigeligt til en guldmedalje.

Ingen deltagere i 44 kg klassen, men 48 kg klassen havde 2 løftere. Emma Brøchner fra Viking opnåede ny top i stød og tokamp. Det blev til 21-32-53 kg, som dog kun var nok til en sølvmedalje. Guldet løb Luna Ohm Lydestad fra IK.99 med. Det blev ikke til nye toppe den dag, selv om de blev forsøgt, men flotte 40-52-92 kg var mere end nok.

4 løftere i 53 kg klassen. Silje Styrk fra IK.99 kæmpede sig til nye PR i alle øvelser. Hun fik 6 godkendte løft med 18-24-42 kg som bedste. Hun måtte dog se sig henvist til en 4. plads. På bronzepladsen så vi Frida Høecke, også IK.99. det blev til 21-29-50 kg, en tangering af bedste tokamp. Maya Bjørnvik fra Bagsværd var i rigtig god form og satte flotte nye toppe i alle øvelser og sluttede på 43-52-95 kg. Det gav en sikker sølvmedalje. Kun Samia Danris fra Viking var en smule bedre. Hun klarede også 6 godkendte løft og med flotte nye toppe i de 3 discipliner kunne hun med 44-53-97 kg velfortjent modtage en guldmedalje.

Kun Siff Wibling fra Viking var vejet ind til 58 kg klassen. Men også hun gjorde en flot indsats ved at forbedre sig i alle øvelser, så PR nu lyder på 57-67-124 kg. Det blev til 6 godkendte løft. Velfortjent guld.

2 løftere i 63 kg klassen. Emilie Schmidt-Lund fra IK.99 formåede også at forbedre sine toppe i alle øvelser. Hun endte på 53-62-115 kg. Det var desværre kun nok til en sølvmedalje, idet stærke Jasmin Agertoft fra Bagsværd løftede 53-67-120 kg, så hun kunne modtage guldet.
Ingen deltagere i 69 - +75 kg klassen.

Hos drengene gik det således:

I 40 kg klassen var der 3 deltagere. Lille Alfred Høj fra Viking fik forbedret sine PR ved at klare 17-19-36 kg. Desværre kiksede 21 og 22 kg, men han fik trods alt en bronzemedalje. Nye Lucas Hybenfryd fra Forum klarede 16-22-38 kg og kunne dermed sikre sig sølvet. Luka Tiago Jensen fra IK.99 vandt guld ved at opnå rigtig flotte nye toppe med 27-37-64 kg.

Kun Jonathan Andersen stillede i 45 kg klassen. Han startede simpelt hen på nye toppe, som blev forbedret over flere omgange. Bedste resultat blev 33-43-76 kg.

Også kun en deltager i 50 kg klassen, nemlig helt nye Patrick Kristensen fra Forum. Han klarede 30-36-66 kg med et par kiks. Hvor er det herligt at se den glæde og stolthed han viste for sin guldmedalje.

4 gutter i 56 kg klassen. Nikolaj Lerche fra Svendborg nåede næsten sin top, men fik flotte 6 godkendte løft. Det blev her til en 4. plads. Nye William Kofoed Fich-Olsen fra AK. Dan fik 45-56-101 kg. Desværre kiksede 60 kg, men han kunne velfortjent modtage en bronzemedalje. Marat Malxsian fra Svendborg viste fin vægtløftning og klarede 55-67-122 kg, hvilket rakte til en sølvmedalje. Guldet gik til imponerende Gustav Wang fra en af vore helt nye klubber, Holstebro Styrkesport. Han satte 3 nye PR med 61-82-143 kg med 6 godkendte løft.

62 kg klassen bestod af 3 løftere. Silas Hansen fra Viking Han kiksede desværre de afgørende træk og måtte nøjes med 22 kg, men i stød og tokamp blev det nye toppe med 32 og 54 kg. Det gav ham en bronzemedalje. Lucas Stadil fra Atlas havde vist trænet flittigt, idet han forbedrede sig rigtig flot ved at klare 45-55-100 kg. En forbedring på 16 kg. Desværre kiksede 58 kg, men sølvet var hjemme. Frederik Harasuk Stein fra Ringsted kunne med 55-67-122 kg sikre sig guldet.

3 løftere i 69 kg klassen. Nicky Brandt fra Forum var med for første gang. Han klarede 28-44-72 kg. Det gav en bronze, mens nye Noah Vincent fra Bagsværd fik 35-44-79 kg, som jo altså rakte til sølv. Imponerende Esben Helmø-Larsen, også Bagsværd, var lidt uheldig og kiksede 2 løft, men hans resultat var alligevel flot. Det blev til 88-110-198 kg med kiks på 115 kg. En velfortjent 1.plads.

3 løftere havde fundet vej til 77 kg klassen. Johan Torp Jacobsen fra Bagsværd var til sit første stævne. Han fik 6 godkendte løft og sluttede på 43-55-98 kg og en 3. plads. Casper Bro Nielsen fra Forum kunne med ny top i alle 3 discipliner sikre sig en sølvmedalje. Det blev 59-80-139 kg. Bastian Trudslev fra Jyden havde vist også trænet effektivt. En forbedring på 12 kg og 80-100-180 kg som slutresultat. Ingen tvivl om guldet.

Kun Magnus Pedersen fra Jyden stillede i 85 kg klassen. Han var også i topform. Forbedring over hele linjen med 90-105-195 kg. Kiks på 93 og 107 kg. De er der snart. Velfortjent guld.

I +94 kg klassen så vi Anders Warberg Johansen fra Viking. Han løfter rigtig flot og er i konstant fremgang. Ny top i alle øvelser, som endte på 82-105-187 kg. Det gav naturligvis guld.

Holdmesterskabet for ungdom
Her gælder den regel at deltagende piger bliver beregnet med drengenes Sinclairpoint og samtidig får 20% tillæg. Hvor herligt at 6 hold deltog. Her blev resultatet følgende:
Nr. 1           Bagsværd VK           661,429 point
Maya Bjørnvik – Jasmin Agertoft – Johan Torp Jacobsen – Esben Helmø-Larsen
Nr. 2           AK. Viking - 1          599,732 point
Emily Lykke - Samia Danris – Siff Wibling                     - Anders Warberg
Nr. 3           IK.99 - 1                    569,223 point
Emilie Schmidt-Lund - Luna Ohm Lydestad – Micklas Hansen

Nr. 4           Forum                      387,895 point
Lucas Hybenfryd – Nicky Brandt – Patrick Kristensen – Casper Bro Nielsen
Nr. 5           IK.99 – 2                   338,637 point
Frida Styrk Høecke – Silje Styrk – Luka Tiago Jensen
Nr. 6           AK. Viking – 2          333,204 point
Frida Brøchner - Emma Brøchner – Tiana Stockford – Silas Hansen

Juniormesterskaberne fik følgende forløb:

I 53 kg klassen var der 2 løftere hos pigerne. Maya Bjørnvik fra Bagsværd. Hun fik som bekendt 43-52-95 kg og blev nr. 2, mens Samia Danris fra Viking fik guld med 44-53-97 kg.

Siff Wibling fra Viking deltog også i juniormesterskaberne i 58 kg klassen. Hun fik guld med 57-67-124 kg.

Jasmin Agertoft fra Bagsværd var alene i 63 kg klassen. Hun opnåede guld ved at klare 53-67-120 kg.

Der var 3 deltagere i 69 kg klassen. Anne Sofie Nielsen fra Ålholm klarede 42-62-104 kg, hvilket gav hende en bronzemedalje. Freja Obel Rosendahl fra Viking viste endnu engang sine talenter ved at forbedre egne PR i alle øvelser til 75-83-158 kg, hvilket samtidig var ny dansk juniorrekord i træk. Men Line Gude fra Århus AK var dog lidt stærkere, idet hun opnåede 74-91-165 kg, endda med et forsøg på 100 kg, som dog var for tunge. Dermed en dansk rekord i stød samt 2 nye danske rekorder i tokamp. Flot indsats med en guldmedalje til følge. Det var samtidig ny PR i træk.

Nye Clara Borch-Jacobsen fra IK.99 løftede alene i 75 kg klassen. Hun klarede 60-75-135 kg her ved sit første stævne, hvilket udløste en guldmedalje.

Hos drengene skete følgende:

I 56 kg klassen blev William Kofoed Fich-Olsen fra Dan nr. 2 med 45-56-101 kg, mens Gustav Wang fra Holstebro Styrkesport vandt guld med 61-82-243 kg.

I 69 kg klassen var der 2 deltagere. Buster Thorsen fra Jyden viste gode takter i træk med 86 kg. Ny top med 4 kg. Esben Helmø-Larsen fra Bagsværd førte med 88 kg. I stød gik det helt galt for Buster, der kiksede 105 kg 3 gange, mens Esben fik 110 kg og dermed en guldmedalje. De 105 kg for Buster havde også været ny top.

3 gutter i 77 kg klassen. Casper Bro Nielsen fra Forum fik som bekendt 59-80-139 kg og dermed bronze. Viggo Hilliard fra Århus AK var noget fra egne toppe, men med 72-91-163 kg blev det alligevel til sølv, mens Bastian Trudslev med 80-100-180 kg var sikker vinder. Nye PR i alle øvelser.

Magnus Pedersen fra Jyden var alene i 85 kg klassen. Han klarede 90-105-195 kg, som jo var nye toppe.

3 gutter i 94 kg klassen. Dion Wibling fra Viking var meget tæt på egne toppe, idet forsøg på nye desværre kiksede. Han opnåede 70-90-160 kg. Det gav ham bronze. Andreas Panayotis fra Århus AK. havde virkelig forbedret sig fra sidste stævne. Her klarede han 105-128-233 kg. En forbedring på 25 kg. Det gav sølv, idet Christian Holm fra VK.49 satte ny top i stød og tokamp. Han opnåede 100-150-250 kg, hvilket selvfølgelig gav guld. Kiks på 110 kg i træk samt forsøg på ny rekord i stød med 157 kg. Jeg må sige at jeg er dybt imponeret over hvor stærk den gut er.

105 kg klassen bestod af 3 mand. Anders Warberg Johansen fra Wiking måtte se sig henvist til bronzepladsen. Han klarede 82-105-187 kg. Henrik Jewkes fra Jyden fik ny top i træk. Han opnåede 88-107-195 kg og en sølvmedalje. Natthawut Mikkelsen fra Bagsværd har været noget uheldig de sidste stævner, men her gik det meget bedre. Det blev til nye toppe i alle øvelser med 115-135-250 kg. Dat gav guld.

Holdmesterskabet for juniorer
Her gælder den regel at deltagende piger bliver beregnet med drengenes Sinclairpoint og samtidig får 20% tillæg. 4 deltagende hold.
Nr. 1           Bagsværd VK           762,003 point
Maya Bjørnvik – Jasmin Agertoft – Esben Helmø-Larsen – Natthawut Mikkelsen
Nr. 2           Århus AK.                741,383 point
Line Gude – Viggo Hilliard – Andreas Panayotis
Nr. 3           AK. Viking                707,308 point
Siff Wibling – Freja Obel Rosendahl – Dion Wibling – Anders Warberg
Nr. 4           AK. Jyden                 447,699 point
Buster Thorsen – Henrik Jewkes – Magnus Pedersen

En stor tak til AK. Atlas for deres utrættelige indsats for dansk vægtløftning. De er selvfølgelig heldige at have så gode faciliteter, men det giver mulighed for at tiltrække nye vægtløftere fra hele landet, idet mange andre klubbers medlemmer ofte kommer i lokalerne og træner sammen. Tak til alle løfterne for deres fantastiske indsats på dagen med mange personlige rekorder samt flere danske rekorder. Stor tak til alle hjælperne samt officials og ikke mindst dommerne.

Jeg måtte dog konstatere at holdberegningerne var vanskeliggjort af at det canadiske system ikke kan håndtere de specielle danske regler, hvor pigerne får mændenes Sinclair samt 20% tillæg. Disse beregninger må laves manuelt, hvilket tager tid. Så megen tid at løftere og publikum bliver utålmodige, selvfølgelig også fordi de har været til stævnet mange timer. Så det må ændres, så det bliver lettere at beregne.

Allan Carlsen