B-DM 2. februar 2019

B-DM 2. februar 2019

May 3, 2019 Off By Allan Carlsen

Bagsværd VK stod denne gang for arrangementet i samarbejde med Gladsaxe Crossfit. De gode lokaler på Hørkær 1 i Herlev er meget velegnet til de store mesterskaber med mange løftere. Belært af erfaringen fra Øst Senior med rigtig mange deltagere på en dag, havde vi valgt at splitte det over 2 dage med 77 tilmeldte. Det er så glædeligt at mange nye havde tilmeldt sig og at deltagerne kom fra mange af vore klubber. Desværre endte det med 10 afbud i alt.

Der skal lyde en stor tak til Bagsværd VK med Simon Darville i spidsen for et veltilrettelagt stævne, hvor intet manglede og opstod der problemer, ja, så løste Simon dem.

Lørdag havde vi delt løfterne op i 3 store grupper. Det giver en mere flydende afvikling, færre 2 min. løft samt færre pauser. 41 løftere mødte op og her er et referat af hvordan det gik i de enkelte vægtklasser:

Gruppe 1 bestod af kvinderne i op til og med 59 kg klassen, i alt 16 løftere. I 40 kg klassen var der 2 deltagere. De kæmpede flot mod hinanden, Tilde Hansen fra IK.99 opnåede ny top i træk med 22 kg. 24 kg kiksede desværre. Det samme gjorde 34 kg i stød, men en tangering af top med 32 kg lykkedes. Det gav 54 kg i tokamp, altså ny top. Leyla Muratov fra Ålholm tog en let dag, som hun sagde, men fik alligevel flotte 25-32-57 kg, kun 2 kg under toppen. Så guld til Leyla og sølv til Tilde.

45 kg klassen var kun Sara Dietz Pedersen fra Jyden. Hun forsøgte at sætte dansk rekord i træk med 45 kg, men desværre kiksede den. Det blev derfor til 40 kg. I stød fik hun 48 kg, idet også 50 kg mislykkedes. I alt 88 kg, men da hun var alene, blev det en guldmedalje.

49 kg klassen var også kun en løfter. Merethe Kruge fra CF North. Da hun var til sit første stævne, bel det nye PR over hele linjen. Hun klarede 38-49-87 kg, altså guld til hende.

6 løftere havde fundet vej til 55 kg klassen. Diana Nygren Brogaard fra Århus AK løftede også for første gang og klarede 41-52-93 kg. Anna Høj Nielsen fra Århus SVK var også til sit første stævne. Hun fik 48-58-106 kg. 62 kg i stød lykkedes ikke denne gang. Sine Storgaard fra Ålborg VLF, endnu en ny løfter, opnåede 46-61-107 kg, dom med kiks på 64 kg i stød. Bronzemedaljen gik ikke uventet til Luna Ohm Lydestad fra IK99. Hun forsøgte at forbedre egne danske rekorder med 49 kg i træk og 63 kg i stød, men de sad ikke helt præcist og faldt derfor til gulvet. Det blev dog flotte 47-61-108 kg. Det skal bemærkes at hun stadig er ungdomsløfter. Linn Abildstrup fra CF North nåede knap sine toppe, men nok til en sølvmedalje med 49-61-110 kg. Hun kiksede undervejs 64 kg i stød 2 gange. Guldet gik til Simone von Linstow fra Ålholm. Hun var godt nok uheldig og kiksede 3 af sine forsøg, men fik alligevel 49-64-113 kg, hvilket var nye PR i alle øvelser. Det kunne være blevet til mere hvis hun havde klaret de 52 kg i træk.

Også 6 deltagere i 59 kg klassen. Simone Alexandra løftede for Bagsværd, men træner i Gladsaxe Crossfit. Hun var førstegangsdeltager ved et vægtløftningsstævne og klarede 33-49-82 kg. Viben Haubech fra IK99 var også helt ny. Hun klarede 36-50-86 kg. Birgitte Bundgaard fra Ålholm er vendt tilbage efter en længere pause og fik her 48-58-106 kg. Det var faktisk ny danske mastersrekorder. Lenny Thusholt fra Kono var lidt fra sine bedste resultater. Hun fik 6 godkendte løft og endte på 54-63-117 kg, hvilket rakte til en bronzemedalje. Line Burmølle fra Jyden var uheldig i træk og fik kun 49 kg godkendt. I stød gik det bedre med ny top på 69 kg og dermed 118 kg sammenlagt. Sølvet var hjemme. Natasha Toft Simonsen var flyvende nye PR over hele linjen. Hun sluttede på en førsteplads med flotte 55-69-124 kg og 6 godkendte løft.

I gruppe 2 var det mændenes tur. Vægtklasserne fra 55 kg til og med 81 kg. I 55 kg klassen var der kun Micklas Hansen fra IK99, men han gjorde det rigtig godt og satte igen nye danske rekorder for ungdom og juniorer ved at klare 60 kg i træk og 75 kg i stød samt 135 kg i tokamp. Så flot. 2 gutter i 67 kg klassen. Christoffer Kappel fra VK49 kunne med 70 kg i træk og 86 kg i stød konstatere nye danske juniorrekorder og selvfølgelig nye PR med sammenlagt 156 kg. Flot. Det gav dog kun sølv, idet helt nye Jesper Jespersen fra Ålborg VLF viste fine takter ved at klare 68-90-158 kg. Med mere rutine vil der også være til de løft han kiksede på 72 i træk og 95 i stød. Kom igen.

Også 2 løftere i 73 kg klassen. Her så vi Rasmus Quist fra Bagsværd. Han var tangerede si top i træk på 70 kg, men så skete der et eller andet i stød. Løft han tidligere havde klaret så pludselige tunge ud. Så det blev kun til udgangsvægten på 80 kg, mens både 85 og 86 kg røg på gulvet. Men sølvmedaljen var sikret. Christian Sølgaard fra Ålborg VLF var ganske vist ny, men han var helt suveræn. Med flotte 88 kg i træk, 111 kg i stød og 199 kg i tokamp var guldet velfortjent. Han havde endda et godt forsøg på 116 kg i stød, men det skulle ikke være den dag.

6 løftere i 81 kg klassen. Ganske nye Lars Søndertoft Nielsen fra Århus AK løftede 36-38-74 kg. Der er til meget mere når han får styr på teknikken. Baldur Finsson fra Bagsværd er ungdomsløfter og han fortsatte sin fantastiske udvikling ved at sætte nye rekorder, både i træk, stød og tokamp. Flotte 75-105-180 kg. Mads Ragnar fra Atlas er en superstærk gut. Han forbedrede sine PR i alle øvelser. Her blev det til 80-106-86 kg. Kun 85 kg i træk kiksede. Daniel Aagaard Rasmussen fra Århus AK fik 90 kg i træk, idet forsøg på ny top med 93 kg kiksede. I stød gik det bedre. Her kom 110 kg på strakte arme og dermed ny top, også i tokamp på 200 kg. Det var tilstrækkeligt til bronzemedaljen. Martin Bjerrum fra Jyden kunne med 201 kg i tokamp sikre sig sølvet. Han klarede 84 kg i træk samt ny PR i stød med 117 kg. 120 kg var for tunge. Men Rasmus Bruun Knudsen fra Heros var i rigtig god form og klarede 6 godkendte løft, som sluttede med 93-116-209 kg, en forbedring på 14 kg. Velfortjent guld.

Gruppe 3 var kvindernes 64 og 71 kg klasse. 14 deltager i denne gruppe. I 64 kg klassen var der 6 løftere. Lærke Busk Christensen fra Heros kunne med 44-57-101 kg konstatere nye PR i alle øvelser. Hele Pihl Badsberg fra Sportshøjskolen var bestemt opsat på at forbedre sine toppe, men kiksede i afgørende moment. Hun fik 2 godkendte løft, 47-55 kg og altså 102 kg sammenlagt, mens 50 kg i træk og 58 kg i stød alle røg på gulvet. Kathrine Bech-Petersen fra Århus SVK løftede til sit først stævne og fik 45-62-107 kg. Janany Jeyasingam fra Gotha er på vej tilbage efter en længere pause – det var vist noget med en fødsel. Hun var noget fra sine PR, men klarede nok til en bronze med 50-68-118 kg. Emilia Wodzka fra Bagsværd kunne med 55-65-120 kg sikre sig sølvmedaljen. Det blev ikke til nye toppe denne gang. 70 kg i stød var dog ikke helt væk. Cæcilie Vestergaard fra Jyden er meget stabil og med 6 godkendte løft, der endte med 59-70-129 kg kom hun øverst på præmieskamlen.

Hele 8 løftere stillede i 71 kg klassen. Helle Munch Ribjerg fra IK99 løftede som helt ny og klarede 38-51-89 kg. Laura Muratov fra Ålholm var tæt på sine PR og fik godkendt 44-52-96 kg. Kun 56 kg i stød mislykkedes. Sif Bukhave fra IK99 var også helt ny. Hun fik 42-60-102 kg. Christina Brenfelt, også fra IK99, løftede som Sif til sit første stævne. Hun klarede 48-65-113 kg. 69 kg i stød var lidt for tunge. Emilie Vieth Kongsgaard fra Gotha havde en dårlig dag. Hun fik kun 2 godkendte løft (48-68 kg), heldigvis et i hver øvelse. Resten kiksede totalt. Kom igen Emilie. Lotte Schødt Jeppesen fra Århus AK løftede ikke helt op til sit bedste, men fik nok til bronzemedaljen med 58-69-127 kg. Det blev til kiksede forsøg på 62 og 63 kg i træk samt 72 kg i stød. Kom igen Lotte. Maiken Buch Christensen fra IK99 er utrolig stærk og han kunne med ny top i stød og tokamp på 74 og 135 kg sikre sig sølvmedaljen. Det belv til 60 kg i træk, mens 64 kg kiksede. Det samme gjorde 77 kg i stød. Thuy My Vu fra Århus AK var rigtig god denne dag. Med 64 kg i træk samt ny PR i stød på 81 kg og i tokamp med 145 kg var hun sine konkurrenter overlegen. Velfortjent guld.

Allan Carlsen