AK. Gotha’s fødselsdagsstævne 2019

AK. Gotha’s fødselsdagsstævne 2019

December 14, 2019 Off By Allan Carlsen

Lørdag den 14. december blev AK. Gotha’s 62 års fødselsdagsstævne afholdt i Bavnehøjhallen med 22 deltagere. 11 kvinder og 11 mænd i hver sin gruppe. Som sædvanligt var der en del publikum og stemningen var fantastisk. Mange personlige rekorder så dagens lys, ligesom flere danske rekorder. Der var sågar et flot forsøg på en nordisk ungdomsrekord.

John Mørck fra Aalborg var sædvanen tro speaker og i år havde vi oprettet øgestation i opvarmningslokalet i kælderen. Selveste formanden fra Gotha, Gordon Luns var stævnestyrer i gruppe 1 hos kvinderne, mens Erling Langtved tog sig af gruppe 2, mændene.

Vi lagde ud med helt nye Bianca Andersen fra Atlas. Hun klarede 6 godkendte løft og sluttede med 37-46-83 kg. Pæne løft, der hurtigt kan blive til mere.

Emily Lykke fra Viking var i fantastisk form. Hun opnåede 2 nye danske ungdoms- og juniorrekorder i træk i 45 kg klassen med 37 og 39 kg. I stød blev det også til 2 rekorder med 54 kg. Et forsøg på ny nordisk rekord med 56 kg blev vendt, men kiksede desværre i opadstødet. Også nye rekorder i tokampen med 93 kg. Hun er bare en superpige.

Simone von Linstov fra Ålholm viste også flot og kraftfuld vægtløftning med ny PR i stød. Hun var godt nok uheldig at kikse de 2 sidste træk, men kom stærkt igen i stød. Her fik hun 66 kg og det blev til 117 kg i tokampen med 51 kg i træk.

Janany Jayasingam er kommet i gang igen efter en skade og er i mellemtiden flyttet til AK. Dan. Med god hjælp fra træner Esben Madsen klarede hun næsten ny top. Det blev til 51-71-122 kg, kun 1 kg fra PR.

Emilie Vith Kongsgaard fra Gotha var uheldig i træk og fik kun 1. forsøg på 55 kg. 599 kg ville bare ikke lykkes. I stød blev det til 77 kg. Ny top på 81 kg var lige tung nok på dagen. Altså 132 kg i tokamp.

Siff Wibling fra Viking forsøgte 67 kg i træk, kun 1 kg fra den danske rekord, men den li desværre lidt fremme. Hun måtte ”nøjes” med 64 kg. I stød fik hun 75 kg, mens ny dansk rekord i 59 kg klassen på 79 kg blev vendt let 2 gange, men også denne lå fremme i opadstødet. Kom igen Siff.

Emilia Wodzka fra Bagsværd forsøgte virkelig at forbedre sine toppe, men både i træk og stød ville det bare ikke lykkes. 70 kg i træk samt 84 kg i stød missede. Hun opnåede 63-80-143 kg.

Helt nye Veronika Storm fra Atlas viste flotte takter og klarede flotte 71-87-158 kg i 76 kg klassen. Der er vist udsigt til endnu mere i fremtiden.

Freja Obel Rosendahl fra Viking fik flotte 80 kg i træk, mens 83 kg røg bagover. I stød blev det til frivend og et slutresultat på 91 kg, altså 171 kg

Mette Fasmila Pedersen fra Bagsværd klarede 81 kg i træk, mens 84 kg kiksede hårfint. I stød blev det til 90 kg, mens 95 kg afstedkom et vrid i knæet, så hun måtte opgive. Synd.

Anna Kristine Niclasen fra Gotha imponerede med flotte sikre løft og en fremgang på i alt 12 kg. Nye PR i alle øvelser og et slutresultat på 80-99-179 kg og endda et godt forsøg på 102 kg i stød.

Hos mændene lagde William Fich-Olsen fra AK. Dan ud og han fik ny top i alle øvelser med 60-80-140 kg, mens både 62 kg i træk og 83 kg i træk var lige tunge nok. Men mon ikke de snart er der.

Gustav Bendix Beiter fra IK.99 var lidt uheldig i træk og fik kun 68 kg, men det skal siges at han stadig er forholdsvis ny i vægtløftningssporten. Han besidder dog en fantastisk styrke trods sin alder og de 96 kg i stød i 2. forsøg kom let på strakte arme. 100 kg kiksede desværre i opadstødet. Men altså ny dansk ungdomsrekord i stød og 164 kg i tokamp.

Peter Banke fra VK.49 jagter alle mastersrekorder i aldersklassen 50-54 år i både 89 og 96 kg klassen. Her var han i 89 kg klassen og viste at han stadig kan. Flotte 90 kg i træk og 105 kg i stød samt 195 kg i tokamp, alle nye danske rekorder. Det gør det faktisk ekstra flot når man tænker på at han udfører øvelserne med en dropfod. Flot Banke.

Mads Tarp fra Ålholm forsøgte ny top i træk på 96 kg, men den kom ikke helt på plads og røg på gulvet. I stød lykkedes det derimod og 110 kg kom på strakte arme og dermed også 201 kg, da 91 kg lykkedes i træk. Men 115 kg i stød var lige i overkanten.

Felix Kleinschmidt fra Gotha er meget uheldig med sine løft. 2 gange kiks på udgangsvægten på 92 kg. Men heldigvis lykkedes det i 3. forsøg. I stød blev det også kun startvægten på 110 kg, der blev godkendt, idet 118 kg (ny top) bare ikke ville lykkes. 202 kg var dog hjemme i tokampen.

Bora Batov fra Ålholm fik 100 kg i træk, da 105 kg kiksede 2 gange. I stød blev det til ny PR med både 110 og 115 kg. Han benytter knickstød, men det ser flot ud. Så også ny top i tokamp med 215 kg.

Ioan Lazar fra Gotha var kommet sine skader kvit og han løftede i 89 kg klassen i aldersklassen 40-44 år. Nye danske rekorder med 100 og 105 kg i træk samt 124 kg i stød. Dat gav 229 kg i tokamp og så havde han endda en rigtig flot forsøg på 129 kg i stød, som kun kiksede i opadstødet.

Casper Helms fra IK.99 nåede 103 kg i træk samt ny PR i stød med 130 kg, som også gan vy top i tokamp med 233 kg.

Thomas Strøer fra IK.99 er en superatlet, som fik ny top i træk med 115 kg (120 kg var bestemt ikke langt væk og så var det nærmest råtræk. I stød tangerede han sin top på 130 kg og dermed ny top i tokampen med 245 kg. Rigtig flot.

Morten Trolle Ahrenkiel fra Gotha er bare en fantastisk tekniker. Han forsøgte her at slå sine egne danske rekorder i 102 kg klassen i aldersklassen 40-44 år med 123 kg i træk, men de ville bare ikke helt på plads, så han fik 115 kg noteret. I stød gik det bedre. Med en fightervilje kom   flotte 140 kg på strakte arme og dermed 255 kg i tokampen.

Så havde vi besøg fra Norge. Lauritz Hamre fra VK. Bjørkvin løftede også i 102 kg klassen. Han sluttede med 6 godkendte løft og 116-150-266 kg, hvilket var ny top i træk.

Flot afslutning på fødselsdagsstævnet.

Som dommere sad Marga Jørgensen, Anette Christensen, Erling Langtved samt Henrik Høst.

Alle deltagere fik tildelt en medalje. Undertegnede var blevet engageret til at bedømme hvem der skulle tildeles Bavnehøjpokalen blandt Gothas 5 løftere. Her var valget virkeligt svært, da alle løftere ydede en flot indsats. Der var dog 2, som skilte sig positivt ud og også her var det detaljer der afgjorde valget. Det endte med at Ioan Lazar fik pokalen, selv om Anna Kristine Nicklasen fortjente den lige så meget.

Gothas fødselsdag afsluttede med en fødselsdagsfest i Bavnehøjhallen, som jeg desværre ikke deltog i.

Billeder kan ses på DVF’s Facebookside og resultaterne på VLSTAT.dk

Allan Carlsen