Ungdomsvægtløftning

Ungdomsvægtløftning Dansk Vægtløftnings-Forbund

 
Breddeudvalget arbejder hele tiden på at gøre det attraktivt og sundt for unge mennesker at dyrke vægtløftning. Mottoet er at det skal være sjovt at gå til vægtløftning og ikke mindst sundt for krop og sjæl.

Det betyder at vi sørger for en rigtig god uddannelse af de instruktører, der er i vore klubber. Vi tilbyder vore klubber at kunne deltage i vægtløftningsskoler / træningssamlinger på alle niveauer. Uanset om du er begynder, let øvet eller mere rutineret i vægtløftningens kunst, så er der tilbud om deltagelse i samlinger, hvor teori og praktik blandes med alternative fysiske udfordringer samt sociale stunder. Det er vores erfaring at de unge mennesker virkelig synes at det er attraktivt at deltage.

Vi kan tilbyde vægtløftningsskoler for ungdom / begyndere, mere øvede, kvinder, talenter og ungseniorer.

Det er heller ingen hemmelighed at et af målene er at skabe hele mennesker ud af deltagerne, sportsudøvere, der er konkurrencemennesker samtidig med at de har empati, accept og forståelse overfor andre mennesker.

Udover at konkurrere med andre i samme aldersgruppe og vægtklasse konkurrerer man i vægtløftning altid mod sig selv. Vi har indført en konkurrenceform, ungdomsfemkampen, der stiller krav til andre sider af deltagernes talent, hvilket er med til at skærpe konkurrencen om placeringerne. Den øvelse en er god til er en anden måske knap så god til og omvendt i en anden øvelse. De fem øvelser er: kænguruhop (tre på hinanden følgende hop med samlede ben – uden tilløb), kuglekast (kast med en jernkugle på 4kg bag over hovedet), 40m sprint med liggende start, vægtløftningsøvelsen træk og vægtløftningsøvelsen stød.

Der er konkurrencer fra begynderstadiet og helt frem til den ældste aldersgruppe, og det er med til at skabe den udvikling indenfor sporten, der gør at der hele tiden er nye mål for den enkelte vægtløfter.