Ladies Open 2018 i Slagelse

8. januar 2018 09:24 , af Henrik Schou Madsen

Lørdag den 6. januar stod AK. Atlas for 6. gang for Ladies Open. Et initiativ for at holde gang i kvindevægtløftningen i Danmark. Denne gang med 43 deltagere. Der konkurreredes i vægtklasser fra 48 kg til 90 kg klassen. Deltagerne var opdelt i 4 grupper og Frank havde lavet en ny opstilling med plateau i det normale opvarmningsopvarmningsområde, og med opvarmning i den normale stævnesal. Det gjorde at publikum ikke skulle gennem opvarmningslokalet. Til lejligheden var der oprettet et lille lokale, hvor løfterne kunne sidde mellem løftene og stadig følge med i slagets gang via en storskærm. Rene Schultz fra Løfteriet var mester for opstilling af IT-udstyr med lidt hjælp fra mig.


Stævnearrangør Frank Petersen fra AK Atlas byder velkommen.

48 kg klassen havde 3 deltagere. 2 ganske små piger fra henholdsvis Ålholm og AK. Viking og en lidt større pige fra IK.99. 9-årige Leyla Muratov fra Ålholm fik forbedret sine bedste resultater med 1 kg i begge øvelser og 2 kg i tokampen til 17-22-39 kg med en kropsvægt på bare 30 kg og 6 godkendte løft. Det gav hende bronze. 10-årige Emily Lykke fra Viking var lidt uheldig i sine løft og fik 21-30-51 kg. En tangering af bedste træk og lidt under bedste i stød. Men nok til sølv. Luna Lydestad fra IK.99 forsøgt nye toppe, men de mislykkedes desværre. Hun fik nok til en guldmedalje ved at klare 41-48-89 kg.


Leyla Muratov, Ålholm IF.

53 kg klassen bestod af 2 løftere. Maya Bjørnvik fra Bagsværd. Helt ny løfter, fik ny top i træk og tokamp ved at klare 37-45-82 kg. Kun sidste stød på 47 kg kiksede. Men det gav en sølvmedalje. Serap Tamer fra Atlas har vi ikke set meget længe og træningen har vist ikke været førsteprioritet. Hun fik her 48-60-108 kg inkl. 3 kiks. Et stykke fra bedste, men jeg håber bestemt hun får blod på tanden igen.

58 kg klassen havde hele 6 deltagere. Natascha Toft Simonsen fra Siam var til sit første vægtløftningsstævne og hun klarede 50-58-108 kg med et kiks i stød på 61 kg. Maja Tønnesen fra Århus AK var meget tæt på sine toppe med 51-60-111 kg. Siff Wibling fra Viking tog det stille og roligt og fik 53-63-118 kg. Hun skal jo heller ikke sætte rekord ved hvert stævne. Jasmin Agertoft fra Bagsværd gav den virkelig gas. Det blev til ny top i træk, men trods en ihærdig indsats lykkedes ny top i stød med 70 kg desværre ikke. Jeg må sige hun kæmpede. Men hendes resultat på 55-65-120 kg gav en bronzemedalje. Sølvet gik til Katia Thanild fra IK.99. Hun var dog et stykke fra sin top i træk. Til gengæld blev det ny top i stød. Fin fik 50-80-130 kg. Vinder af klassen blev Camila Hove Sørensen fra Atlas. Hun opnåede samtidig C-kvalifikationskravet til EM U23 ved at klare 61-78-139 kg. Kun 80 kg i stød kiksede. Tillykke.

63 kg klassen bestod af 7 løftere. Sofie Ankerstjerne fra Gotha var noget uheldig i træk og fik kun et forsøg godkendt, 39 kg. I stød blev det 3 godkendte med 53 kg som bedste. Altså 92 kg i tokampen. Emilie Schmidt-Lund fra IK.99 klarede ny top i træk og tokamp. Det blev til 48-56-104 kg. Sabine Christensen fra Århus AK fik 6 godkendte løft, dog med et slutresultat noget fra toppen. Her blev det til 48-65-113 kg. Lenny Thusholt fra Kono har ikke helt fået styr på teknikken, trods en god styrke. Hun kiksede desværre 3 løft, hvor det sidste var forsøg på ny top i stød. Hun klarede 52-64-116 kg. Elisa Kofoed Mogensen fra Århus AK fik ny top i træk og tokamp. Kun sidste stød på 74 kg kiksede. Hun fik 54-72-126 kg, hvilket var nok til en bronze. Freja Obel Rosendahl fra Viking er flyvende. Hun klarede ny dansk juniorrekord i træk med 73 kg og fik samlet 154 kg ved at støde 81 kg. Et forsøg på ny dansk juniorrekord i tokampen ved at stød 83 kg mislykkedes desværre. Men sølvmedaljen var hjemme. Tillykke. Amanda Poulsen fra Atlas er bare en helt fantastisk løfter. For en uge siden trak hun ny top i træk med 77 kg, men kiksedes 100 kg i stød. Her blev det til 77 kg i træk (meget lette) og et godkendt løft på 100 kg og dermed ny top i stød og tokamp på flotte 177 kg. Flot og en velfortjent guldmedalje.


Freja Obel Rosendahl, AK Viking.


Amanda Poulsen, AK Atlas.

69 kg klassen havde 9 deltagere. Emilie Stroltenberg Pedersen fra Sportshøjskolen fik desværre kun et træk godkendt. Det var 35 kg. I stød blev det til 47 kg, mens 50 kg kiksede. 82 kg i tokamp var 3 kg fra toppen. Signe Goberg fra Løfteriet så vi for første gang. Hun klarede 6 godkendte løft med 38-48-86 kg som slutresultat. Louise Cloos Toftdal fra Atlas var også ny og hun opnåede 46-60-106 kg. Klubkammeraten Louise Kolmos var også til sit første stævne. Hun fik 46-61-107 kg. Cæcilie Vestergaard fra Jyden fik desværre kun 3 godkendte løft og opnåede 53-60-113 kg. Både 64 og 69 kg kiksede i stød. Maja Maquard Nielsen fra Århus AK løftede for første gang og opnåede 63-77-140 kg. 68 kg i træk og 80 kg i stød lykkedes ikke denne gang. Emilie Birk Thode fra Viking nåede lige præcis sine egne toppe ved at klare 60-83-143 kg efter 6 godkendte løft og kunne dermed modtage en bronzemedalje. Nanna Vigild fra Atlas var i hopla. For en uge siden udgik hun i stød, men her var der ny top i alle øvelser, endda flere gange. Først 74 kg i træk, så 77 kg og derefter 88 kg i stød. 90 kg var meget tæt på. Tokampen fik et ryk på 6 kg. En velfortjent sølvmedalje. Men stærke Mette Pedersen fra Bagsværd viste endnu engang fremgang og klarede flotte 82 kg i træk. En tangering af den danske rekord. I stød klarede hun 93 kg, men 95 kg kunne hun desværre ikke rejse sig med. Men ny top også i tokamp til 175 kg. Velfortjent guld.

75 kg klassen bestod af 10 løftere. Julie Wensien Andersen fra Løfteriet var rigtig uheldig i sine løft og fik kun et forsøg i træk med 51 kg, langt fra toppen. I stød kiksede hun 60 kg 2 gange og afstod. Det var ikke hendes dag. Mette Frømmer Kristensen fra Løfteriet fik ny top i træk og tokamp og klarede 38-47-85 kg. Tine Rindholm fra Bagsværd var ganske ny og klarede 43-57-100 kg. Maddalene Tovazzi fra Atlas fik 48-55-103, idet hun fik underkendt både 59 og 60 kg i stød. Elsa Jacobsen fra Atlas var også helt ny vægtløfter. Hun opnåede 49-63-112 kg. Signe Løgstrup Jensen fra Århus AK klarede ny top i stød og tokamp. Det blev til 54 kg i træk med kiks på både 57 og 58 kg. I stød fik hun 65 med kiks på 68 kg og dermed 119 kg i tokampen. Lærke Glamann fra Jyden opnåede ny top i stød med 77 kg. I træk nåede hun 60 kg og dermed 137 kg i tokamp. Mette Rasmussen fra Århus AK har forbedret sig fantastisk fra forrige stævne og nåede flotte 65-75-140 kg. Et kiks på 80 kg i stød og alligevel en forbedring på 35 kg. Det gav hende en bronzemedalje. Pernille Kold Munch fra Siam sneg sig ind på 2. pladsen ved at klare flotte 69-85-154 kg – en forbedring på hele 39 kg. Sofie Delhi fra Århus Crossfit var helt ny løfter, men hvilken en af slagsen. Med 75 kg i træk, 95 kg i stød og 170 kg i tokamp var hun en sikker vinder af klassen.

I 90 kg klassen så vi 6 løftere. Nadia Panduro Rasmussen fra Løfteriet løftede for første gang og klarede 45-60-105 kg. Henriette Davidsen fra Bagsværd har holdt en lille pause men er nu tilbage. Hun klarede 49-62-111 kg. Nana Olejank Hansen fra Løfteriet fik ny top i stød med 68 kg. Det var samtidig ny dansk mastersrekord i 35-39 år. Da hun trak 50 kg var der også ny dansk rekord i tokamp med 118 kg. Hun var meget tæt på 52 og 53 kg i træk. Lotte Shødt Jeppesen fra Løfteriet klarede ny top i alle øvelser, så de nu lyder på 61-76-137 kg. Det var nok til en bronzemedalje. Jenny Poulsen fra Bagsværd var noget fra egen top, men 64-82-146 kg var rigeligt til en sølvmedalje. Anne Holm Jensen fra Jyden kunne rimeligt let sikre sig guldet ved at klare 68-83-151 kg, som endda er lidt fra hendes top.

En herlig vægtløftningsdag var til ende og ud over medaljerne i de enkelte vægtklasser var der også en stor flot pokal til dagens bedste løfter. Det blev Amanda Nowakowska Poulsen fra AK. Atlas. Hun klarede flotte 236, 65 Sinclairpoint.


Præmiebord ved Ladies Open 2018.

Lidt statistik: I alt deltog 13 klubber, hvoraf der var 8 fra AK. Atlas, 6 fra Bagsværd VK, 6 fra Løfteriet VL, 5 fra Århus AK, 4 fra AK. Viking, 3 fra IK.99, 3 fra AK. Jyden, 2 fra Siam, 1 fra VK. Kono, 1 fra Ålholm VL, 1 fra AK. Gotha, 1 fra Sportshøjskolen og 1 fra Århus Crossfit.

Som dommere fungerede Dorthe Lauridsen, Marga Jørgensen, Lene Larsen, Erling Langtved og Maya Tønnesen. Sekretær var Rene Schultz og undertegnede, men Mathias Lindhardt og Marga Jørgensen tog sig af speakning.


Dommere ved Ladies Open 2018. Fra venstre; Erling Langtved, Marga Jørgensen
Maya Tønnesen, Lene Larsen og Dorthe Lauridsen.

Allan Carlsen