Ladies Open 2017

7. januar 2017 08:51

Lørdag den 7. januar blev Ladies Open afviklet i AK. Atlas i Slagelse med 40 deltagere.


Lørdag den 7. januar blev dette års Ladies Open afholdt som sædvanlig i AK. Atlas’ lokaler i Slagelse. Med 40 fremmødte løftere og stævnestart kl. ca. 11.00 fik vi set megen god vægtløftning blandt både helt nye og mere rutinerede løftere. Der blev gennemgående løftet pænt teknisk.

Der blev løftet i vægtklasser, uanset alder, men samtidig blev ungdom, junior, U23, seniorer, masters-løftere samt bedste klubber præmieret efter Sinclairtabellen og klubpointtabellen.

Der var den sædvanlige hyggelige og afslappede stemning, som der er når Frank og Co. afholder stævner med mulighed for at købe lidt spiseligt og cafeborde i stævnehallen.

53 kg klassen bestod af 2 løftere, Maja Tønnesen fra Århus AK og Serap Tamer fra Atlas. Maja var i rekordhumør og fik nye PR med 50 kg i træk, 58 kg i stød og 108 kg i tokamp. Desværre kiksede 63 kg 2 gange i stød. Hun kunne dog ikke klare Serap, der på forhånd var favorit. Serap kiksede dog 53 kg i træk 2 gange, men fik til gengæld ny PR i stød med 68 kg. Så med 50 kg i træk blev det 118 kg i tokamp.


I 58 kg klassen så vi 7 løftere. Her måtte Emilie Schmidt-Lund fra IK.99 (ungdom) se sig henvist til 7. pladsen. Hun fik dog nye personlige over hele linjen og en fremgang i tokampen med 10 kg. Det blev til 41-45-86 kg. Sasha Suckow-Breum fra Atlas (også stadig ungdom) satte også nye PR med 45-53-98 kg og 6 godkendte løft. Mai-Britt Black fra IK.99 fik nye toppe med 1 kg i hver øvelse. Det gav en 5. plads med 51-65-116 kg. Charlotte Balle fra Jyden nåede knap sin top, idet både 58 og 59 kg i træk samt 80 kg i stød kiksede. Det ville ellers have været nye PR. Hun fik 55-75-130 kg på 4. pladsen. Mille Søgaard fra IK.99 er U23 og klarede her flotte nye toppe med 60 kg i træk, 80 kg i stød og 140 kg i tokamp. Flotte løft, som gav en bronzemedalje. Sandra Høgfeldt Jensen fra Atlas er også U23. Hun forsøgte ny top i træk med 70 kg, som dog mislykkedes. Det tog vist lidt af modet fra hende, så det blev en del fra toppen i stød. Med 65-78-143 kunne hun dog modtage en sølvmedalje. Suveræne Amanda Novakowska Poulsen fra Atlas havde ved Nytårsstævnet opnået ny top i stød og tokamp. Det blev forbedret her til flotte 70 kg i træk, 94 kg i stød og 164 kg i tokampen. Guldet var sikret.

63 kg klassen havde 4 deltagere. Helt nye Ebba Garøarsdottír fra IK.99 fik 46 kg i træk, 68 kg i stød og det gav 114 kg i tokamp. Fint ved første stævne. Nadia Fryd fra Napoleon CBC var også til sit første officielle stævne. Hun fik 51 kg i træk, 68 kg i stød og 119 kg i tokamp. Det gav en bronzemedalje. Tulle Weisbjerg fra IK.99, og ny løfter (master 40-44 år), kunne med 56-71-127 kg velfortjent modtage en sølvmedalje. Men Louise Merwald, ligeledes fra IK.99, var for stærk for de nye løftere og med 60-73-133 kg kunne hun velfortjent modtage guldet.


69 kg klassen bestod af 7 løftere. Sabine Risager fra Løfteriet var helt ny og fik 42 kg i træk, 64 kg i stød og 106 kg i tokamp. Hun blev dog slået af Jórunn Debess fra Napoleon CBC, der ikke sat nye PR, trods et godt forsøg på 52 kg i træk og 65 kg i stød, men først opnåede 106 kg med 46 og 60 kg. Victoria Obel Rosendahl fra Viking (stadig junior) var noget uheldig i træk, hvor hun kiksede både 60 kg og forsøg på ny top med 62 kg og i stød satte 64 kg sig i ryggen – derfor kiksede den 2 gange. Kom igen Victoria. Amanda Drisgaard Hansen fra IK.99 fik ny top i begge øvelser og kunne med 48-73-121 kg placere sig på 4. pladsen. Karina Fuhr fra Jyden (mastersløfter 40-44 år) fik ikke helt vægtene med fra starten og kiksede for hende ellers lette vægte. Derfor endte hun på 2 kg under top i begge øvelser med 61-73 og 134 kg. Alligevel fik hun bronze ved dette stævne. Frida Thestrup fra Weightlifting by the Mill, opnåede ny top i begge discipliner med 1 kg i træk og 4 kg i stød. Gode forsøg på 61 og 63 kg i træk må dig vente til næste stævne. Her blev det til 56-84-140 kg samt en sølvmedalje. Lokale Nanna Vigild fra Atlas (U23-løfter) kunne igen efter en uge atter sætte nye toppe. Her blev det til en tangering af træk på 63 kg, ny top i stød med 84 kg samt ny top i tokamp med 147 kg. Guldmedaljen var hjemme.

75 kg klassen havde ikke mindre end 9 deltagere. Helt nye Mette Frammer Kristensen fra Løfteriet fik 35 kg i træk. 38 kg kiksede desværre 2 gange. I stød blev det til 47 kg. Der var sikkerheden noget bedre. Det gav 82 kg i tokamp. Mette er mastersløfter 35-39 år. Sofie Frølich fra Viking nåede lige knap sine toppe i stød og tokamp. Her blev det til 45 kg i træk, 50 kg i stød og 95 kg i tokamp. 54 kg i stød (ny top) kom ikke helt på plads. Hun opnåede en 8. plads. Signe Nordahl fra Århus AK fik ny top i stød og tokamp. Det blev 49-60-109 kg og en 7. plads. Thuy My Vu, ligeledes fra Århus AK er for nylig blevet hofteopereret og gik derfor forsigtigt til den. Med 51-61-112 blev det til en 6. plads. Cæcilie Vestergaard fra Jyden løftede for første gang til et DVF-stævne og opnåede 50-63-113 kg samt en 5. plads. Lotte Schødt Jeppesen fra Løfteriet kunne med ny top i stød på 70 kg og en tangering af toppen i tokamp med 120 kg se sig placeret på 4. pladsen. Elisabeth Obara fra Viking forsøgte ny top i træk med 58 kg. De ville dog ikke på plads over hovedet og kiksede derfor. Men i stød kom den nye top med 74 kg. Det gav også ny top i tokamp med 129 kg. 77 kg i stød var dog for tunge. Men man kan vel ikke være utilfreds med en bronzemedalje. Lærke Glarmann fra Jyden var ikke helt på toppen, men stærk nok til at besætte 2. pladsen ved at klare 59-72-131 kg. Julia Runing Jørgensen fra Atlas var dog stærkest og kunne med ny top i træk på 63 kg samt 141 kg i tokamp sikre sig guldet.


Den nye vægtklasse, 90 kg, havde 6 deltagere. Det betød at alle de bedste resultater i træk, stød og tokamp, der blev opnået gennem konkurrencen var danske rekorder. Nye Amalie Jeppesen fra Løfteriet lagde ud og klarede 39-50-89 kg. Næsten lige så nye Mona Kristensen fra Weightlifting by the Mill gav lige sine PR et nyk opad til 43-53-96 kg. 55 kg i stød kiksede, men er der meget snart. Mona er mastersløfter 35-39 år, da hun runder 35 i september. Julie Wensien Andersen fra Løfteriet var også til sit første stævne og klarede 44-55-99 kg med 6 godkendte løft. Det gav en 4. plads. Henriette Davidsen fra Bagsværd er master i 50-54 år og løftede her noget under sin top, men alligevel nok til en bronze med 50-57-107 kg. Hendes resultater er mastersrekorder. Nana Olejank fra Løfteriet kunne som ny løfter sikre sig sølvet med flotte 50-53-113 kg. Da Nana fylder 35 år senere på året tilhører hun mastersløfter 35-39 år. Kun Dianna Christensen fra Viking var urørlig. Hun opnåede ny top i træk med 60 kg og en tangering i tokamp med 134 kg. 77 kg i stød var dog for tunge på dagen. Velfortjent guld og nu indehaver af de danske seniorrekorder i den vægtklasse.

I +90 kg (også ny vægtklasse fra 1. januar 2017) var der 5 deltagere. Dorthe Lauridsen fra IK.99 fik nogle flotte træk og sluttede på 50 kg. Det er faktisk næsten 9 år siden hun sidst trak denne vægt. Men 64 kg i stød ville altså ikke til skulderhøjde, så hun måtte nøjes med 61 kg og en 5. plads. Da Dorthe tilhører masterklassen 45-49 år var det nye danske rekorder hun opnåede. Maria Sparrewath er mastersløfter 35-39 år og kommer fra Århus AK. Hun kiksede desværre ny top i træk på 48 kg, men kunne med 2 nye toppe i stød på 66 og 68 kg ny top i tokamp på 112 kg besætte 4. pladsen. Anne Holm fra Jyden fik ny top i træk med 69 kg og i tokamp med 147 kg. 71 kg i træk var for tunge på dagen. Det samme gjaldt 82 kg i stød. Men en sikker 3. plads. Mathilde Aagaard fra Atlas er juniorløfter året ud. Hun nåede ikke helt sine toppe, men kunne med lethed sikre sig sølvmedaljen ved at klare 70-87-157 kg. Suveræne Louise Vennekilde, ligeledes fra Atlas gik helt tydeligt efter at kvalificere sig til EM ved at opnå 187 kg. En god udgangsposition med 82 kg i træk, men desværre var 105 kg en for stor mundfuld denne dag. Hun har dog chancen senere i denne måned. Her blev det til 100 kg i stød og 182 kg i tokamp samt en velfortjent guldmedalje.


Der blev uddelt nogle flotte pokaler til vinderne af vægtklasserne samt er krus. Til vinderne af ungdom, junior, U23, seniorerne samt alle mastersløfterne var der ekstrapræmier.

I ungdomsgruppen var der 2 løftere. Sasha Suckow-Breum blev nr. 1 med 139,75 Sinclairpoint. Nr. 2 blev Emilie Schmidt-Lund med 123,45 point.

Juniorgruppen havde 3 løftere. Her blev Mathilde Aagaard nr. 1 med 171,61 point, nr. 2 blev Victoria Obel Rosendahl med 150,01 point og nr. 3 Maria Sparrewath med 123,03 point.

U23 gruppen bestod også af 3 deltagere. Her vandt Sandra Høgfeldt Jensen med 204,73 point. Nr. 2 blev Mille Søgaard med 203,98 point og nr. 3 blev Nanna Vigild med 188,48 point.

Seniorgruppen bestod af alle løftere og fik følgende vindere: Nr. 1 Amanda Novakowska Poulsen med 232,07 point. Nr. 2 Sandra Høgfeldt Jensen med 204,73 point og nr. 3 Mille Søgaard med 203,98 point.

Mastersgruppen bestod af samtlige mastersløftere og her blev Karina Fuhr nr. 1 med 170,42 point. Nr. 2 blev Nana Olejank med 131,61 point og Henriette Davidsen med 120,45 point.

Klubkonkurrencen med point efter placeringer fik følgende resultat:
Nr. 1 AK. Atlas 70 point 8 løftere
Nr. 2 AK. Jyden 33 point 5 løftere
Nr. 3 Løfteriet 29 point 6 løftere
Nr. 4 IK.99 26 point 8 løftere
Nr. 5 AK. Viking 24 point 4 løftere
Nr. 6 Århus AK. 21 point 4 løftere
Nr. 7 WL by the Mill 13 point 2 løftere
Nr. 8 Napoleon CBC 10 point 2 løftere
Nr. 9 Bagsværd VK. 7 point 1 løfter


Som dommere fungerede Lene Larsen, Marga Jørgensen, Allan Flittner og Erling Langtved samt I perioder Dorthe Lauridsen. Stævnesekretær var undertegnede og Stefenie Kaae Jensen. Som speakere sad Omed Alam og undertegnede.

Allan Carlsen