Frankfurt Oder 2017

20. november 2017 13:46 , af Henrik Schou Madsen

Det danske hold til Oder Pokal bestod i år af følgende:
Atleter:
Luna Ohm Lydestad, IK99
Micklas Grandorf Hansen, IK99
Magnus Roed Ostermann, IK99
Ole Thomsen, BVK
Omed Alam, Ålholm IF

Trænere:
Henri Høeg & David Havmand

Turen startede fredag morgen kl.7.00 på Carlsbergs station i København V, hvorefter de sidste blev samlet op i henholdsvis, Greve, Køge og Ringsted.
Derefter gik turen imod Gedser, hvor en knap 2 timers færgetur til Rostock ventede. Turen gik rigtig fint og uden alt for høje bølger. Så kom det lange stræk imod Frankfurt Oder, som ligger ca. 100 km øst for Berlin og lige på grænsen til Polen. omkring 4 timer i bil, dog med en lille pause indlagt, og ankomst i Frankfurt Oder lige til, at vi kunne nå at få aftensmad og se landskampen imellem Brandenburg og Spanien.

Herefter var det ellers indkvartering og på hovedet i seng efter den lange tur.

Efter en god nattesøvn og morgenmad, så stod den på indvejning kl.9.00. Vi fik lov til at komme ind først, da vi var gæster. God service og noget man godt kunne vænne sig til.

I første gruppe var det Micklas og Luna der skulle i ilden. Gruppen var på omkring 15-20 atleter og en blanding imellem Schüler, ungdom og Juniorer. Schüler oversat til dansk er ”elever” og under 15 år.


Luna O. Lydestad og Micklas G. Hansen, IK 99.

Micklas har i en måned op til stævnet været ramt af den samme virus hele to gange, hvilket har gjort at han selvfølgelig har været lidt ramt på energien. Men til trods for dette gik det rigtig fint i første træk på 37 kg, som også var ny stævnetop med 1 kg. Herefter øgede vi vægten til 40 kg, men til trods for to gode forsøg, så skulle den desværre ikke med denne gang.
Micklas var lidt stille efter træk og man kunne sagtens mærke skuffelsen over de missede træk. Det kunne derfor godt frygtes at det ikke ville gå så godt i stød. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet og efter et let første forsøg på 45 kg, som igen var ny stævnetop med 1 kg, så øgede vi vægten til 47 kg der også blev sat uden problemer. Til sidst øgede vi vægten til 49 kg hvilket var 5 kg over hans oprindelige top, men igen blev denne også sat på plads uden de store problemer. Micklas samlede resultat blev 86 kg i totalen og ny top i både træk, stød og 2-kamp og en 3. plads i aldersgruppen Schüler, hvor første- og andenpladsen var tre og to år ældre en ham, hvilket må siges at være en godkendt debut i hans første internationale stævne, hvor han samtidig var den yngste løfter af alle deltagere.

Luna løftede samtidig med Micklas og ligesom ham var det også hendes første internationale stævne. Lunas opvarmning i træk gik rigtig fint og hun blev sendt ind på 39 kg i første forsøg, som blev løftet uden problemer. Herefter blev vægten øget til 42 kg, hvilket var 2 kg over hendes top og igen blev den løftet uden de store problemer. Sidste løft blev øget til 44 kg og til trods for et helhjertet forsøg, så blev løftet afsluttet lidt for tidligt og derfor misset.
I stød startede Luna ud med at lave lette 48 kg i første forsøg, som var 3 kg PR. Herefter blev vægten øget til 51 kg, som også kom fint på strakte arme, men desværre blev den underkendt 1-2 for stem. Vi besluttede at hæve til 52 kg, som var det oprindelige mål og den blev sat godt og grundigt på plads. Ja faktisk var der så meget fart på i opadstødet at selv Luna blev overrasket over hvor let den egentlig var. Men løftet var godkendt med tre hvide lamper og endnu en ny top var hjemme. Lunas samlede resultat endte på 94 kg i 2-kamp, hvilket gav en andenplads i aldersgruppen Schüler, kun overgået af en to år ældre pige. Resultatet gav hende også en placering som fjerde bedste løfter på tværs af alle piger, hvilket også må siges at være rigtig flot, da hun ligesom Micklas også var den yngste pige der deltog.


Luna O. Lydestad, IK 99 på sejrsskammelen.

I tredje og sidste gruppe, som bestod af ti mand, skulle vores tre sidste drenge i action.
Magnus opvarmning gik rigtig fint og vi besluttede at hæve startvægten i træk fra 95 kg til 100 kg. Desværre blev hivet afsluttet for tidligt og derfor misset. I andet forsøg gik det meget bedre og løftet kom fint på strakte arme. I tredje forsøg blev der øget til 105 kg, som blev løftet uden problemer og tangering af stævnetop var dermed i hus.
I stød var Magnus sat til at skulle starte på 120 kg, men efter en fin opvarmning blev han øget til 126 kg, som kom let på strakte arme. I andet forsøg blev der øget til 131 kg og igen blev løftet eksekveret og godkendt uden de store problemer. Derfor blev der hurtigt øget til 135 kg. i sidste forsøg, som Magnus igen fik let på strakte arme, men desværre var der en lille smule ubalance og efter en lille gåtur, måtte han desværre droppe vægten og forsøget blev underkendt.
Magnus ender på en flot 9. plads i gruppen med Juniorer og der er helt sikkert flere kilo at hente, når der lige kommer lidt mere styr på teknikken.

Ole Thomsen har løftet til en del stævner i 2017 og med stævnet i weekenden ville han have løftet til 3 stævner indenfor 21 dage. Til trods for dette, så viste Ole ikke nogen tegn på træthed og opvarmningen gik rigtig fint, hvor han delte stang med Omed på vej imod hans første løft. 108 kg i træk blev sat nemt ude i opvarmningen og vi besluttede at hæve startvægten fra 110 kg til 113 kg. Desværre får Ole ikke helt hevet færdig og misser dermed løftet. Til gengæld blev den sat rigtig godt i andet forsøg og derfor blev han også hævet til 120 kg i tredje og sidste forsøg. Igen viste Ole fint overskud og stangen kom på strakte arme uden de store problemer.
I stød skulle Ole starte på 140 kg og da opvarmning gik planmæssigt, så besluttede vi os for at holde os til denne vægt. Første forsøg blev godkendt uden problemer og andet forsøg på 145 kg blev efter et lidt sjusket vend også sat let på strakte arme og godkendt. I sidste forsøg skulle der igen prøves 150 kg. Her blev timingen imellem hiv og undergang desværre ikke helt god og Ole måtte smide vægten på vejen op.
Ole endte derfor på en flot 10. plads i junior-gruppen. Der er ikke nogen tvivl om at Ole er en stærk fyr og med lidt mere styr på teknikken, så kommer der helt sikkert også mere end 150 kg til Ole inden så længe.

Sidste mand i ilden var Omed og ligesom Ole har han også været en del afsted her i 2017 og blandt andet løftet til VM-, EM- og Nordiske Juniormesterskaber.
De mange stævner slider selvfølgelig en del på kroppen og derfor var der også ekstra fokus på at Omeds albuer ikke led overlast, da de blev presset en del ved hans sidste optræden til de Nordiske mesterskaber. Startvægten til Omed i træk var sat til 120 kg, men vi hævede til 122 kg, da det passede rigtig fint med de løft der var før ham. 122 kg blev sat uden problemer og vægten blev øget til 127 kg i andet forsøg, som bliver misset fremme. Omed er, til trods for han unge alder, en meget rutineret atlet og han vidste udmærket godt, hvad det var han gjorde forkert og efter en lille snak, så gik han ind og satte tredjeforsøget på 127 kg lige i skabet.
I stød var hans startvægt sat til 155 kg, men efter et lidt tungt forsøg på 150 kg i opvarmningen, besluttede vi os for at gå ned til 153 kg. Omed får godkendt løftet, men igen begynder gardinerne at komme for hans øjne. Vi hæver ham derfor ”kun” til 156 kg i andet forsøg. Inden andet forsøget får vi lige justeret nogle småting i Omeds vend, så han muligvis kunne undgå at få gardiner igen. Dette lykkedes rigtig godt og efter en vending, som var markant bedre og lettere end de 153 kg, så fik Omed let stødt de 156 kg og selvfølgelig godkendt. I tredje forsøget vælger vi i første omgang at hæve Omed til 159 kg, hvilket ville være forsøg på ny stævnetop, men for igen at få ekstra pause, så hævede vi igen til 160 kg. Ligesom på andet forsøg, så havde vi lige en kort snak omkring vendet og så var det ellers bare ind og i gang. Igen får han sat en rigtig god vending og kommer nemt op at stå til opadstødet. Og når først Omed står der, så er det sjældent han misser og denne gang var selvfølgelig ingen undtagelse. 160 kg på strakte arme og ny top i stød.
Med en 2-kamp på 287 kg så fik Omed en 3. plads i junior gruppen og en 4. plads på tværs af alle.


Omed Alam, Ålholm IF på sejrsskammelen.

Efter endt præmieoverrækkelse i juniorrækken kunne vi endda også modtage en pokal for tredje bedste hold, hvor de fire bedste atleter talte.

Efter stævnet var der dømt hygge og pizza til løfterne, imens os trænere var til ledertræf, hvor vi fik lidt mad og evaluerede stævnet.
Dagen efter var der pakning, morgenmad og så ellers den samme tur hjem, som turen ned.

Til alle atleter skal der lyde en stor ros for en rigtig god indsats på plateauet og især de tre juniorer for at tage sig godt at de to mindste atleter.
Vi synes det har været en rigtig god tur og vi glæder os rigtig meget til at vi skal afsted igen næste år, hvor stævnet ligger d.15. dec. 2018.

Henri & David