Et historisk VM!

5. december 2017 11:25 , af Henrik Schou Madsen

Træner Anders Bendix Nielsen (th) var tilfreds med Tim Krings præstation ved VM Senior 2017!

VM Senior 2017 blev på mange måder historisk. Både i international målestok, idet hele 9 af de traditionelt stærkeste nationer var udelukket som konsekvens af de mange positive prøve ved gentestning fra OL i Beijing og London.

Men endnu bedre set med danske øjne var de danske løfteres indsats.

Katrine Bruhn (AK Atlas) debuterede i VM-sammenhæng i 53-kilo klassen, og det gjorde hun med stil! Hun satte ganske enkelt danske rekorder i træk, stød og tokamp! Værsgo! Det blev til 5 godkendte, der fordelte sig med 71, 74 og 76 (dansk rekord) i træk og 89 (kiks), 89 og 93 (dansk rekord) i stød. I sig selv naturligvis et kanonresultat, men faktisk er det målt på sinclairpoint også det bedste resultat af en kvindelig dansk vægtløfter nogensinde. Helt forrygende!

Og jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se endnu bedre resultater fra Katrine. Hun nærmer sig nu sine nordiske konkurrenter med hastige skridt, og jeg ser hende som sikker del af guldkampen ved NM 2018.

Det er også dejligt at konstatere, at Katrine stævne efter stævne bygger videre på sine resultater, og får bedre og bedre styr på nerverne. Det er næsten ikke til at tro den eksplosive udvikling hun har gennemgået ikke mindst mentalt det seneste halvandet års tid.


       Katrine Nim Bruhn, AK Atlas.

Tim Kring (IK 99) stillede op ved sit tredje VM i mændenes 77 kilo klasse. Og det gjorde han så godt, at jeg ikke tøver med at kalde det for det en af bedste præstationer af en dansker ved et VM nogensinde!

Det er store ord, men det var præstationen altså også. I træk blev det til 138, 142 (personlig rekord med 2 kilo) og et hårfint kiks på 145. I stød blev serien 166, 171 (dansk rekord med 3 kilo) og 175 (dansk rekord med yderligere 4 kilo). Tokampen på 317 kilo var naturligvis også dansk rekord, og det med hele 10 kilo (jeg tillader mig at runde et halv kilo op). Faktisk ville både de 175 i stød og tokampen på 317 være danske rekorder i 85 kilo klassen! Det er simpelt hen en helt vild præstation, der ovenikøbet skete i en tæt og svær B-gruppe.

Målt i sinclair blev det til 398 point – uhyggeligt tæt på den magiske 400 point-grænse. Alle de vægtløftningskyndige derude vil vide, at der skal graves meget dybt for at finde danske resultater, der kan måle sig med det. Og som med Katrine må det konstateres, at der bestemt er mere at komme efter. De 145 var yderst tæt på, og de 175 var så overbevisende, at næste mål nok godt kunne blive 180 kilo. Det er rigtig svært at få armene ned oven på sådan en omgang.

Målt i nordisk målestok er der næppe nogen tvivl om, at Tim er klart bedste mandlige løfter i øjeblikket. Det er også interessant at se, at afstanden til f.eks. de bedste tyske løftere nu er mere beskeden end tidligere. Nu vil jeg ikke påstå, at Tim slår de meget stærke tyskere sådan lige med det samme, men han er kommet meget tættere på. Med henblik på næste års EM (hvor de tidligere omtalte nationer stadig er i karantæne), så vil vi muligvis med lidt held osv. osv. kunne drømme om en dansk løfter i A-gruppen. Det kunne jeg godt tænke mig…


Tim Kring, IK 99.

Sidste danske deltager var Mikkel Andersen (AK Viking), der løftede i mændenes 105 kilo klasse. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var lidt bekymret på Mikkels vegne inden han skulle løfte. Hans træk har nemlig drillet en del i perioden op til VM. Stødene har til gengæld set ganske fine ud, men der var alt i alt lidt usikkerhed om hvor Mikkel egentlig var henne rent formmæssigt.

Alle der har set Mikkel løfte ved jo dog, at han er endog meget dygtig til at hive sig selv op når det gælder. Og denne evne blev heldigvis udnyttet fornemt!

I træk blev det til ganske acceptable 148. 152 i tredje forsøg var vist ganske enkelt bare lidt for tunge på dagen.

I stød startede det rigtig fint med 175, der blev klaret overbevisende. Så fulgte der det, jeg her i bagklogskabens klare lys vil kalde et heldigt kiks. Forklaring følger…

Efter kikset på 180 valgte Mikkel og Roland at gå på 182 = forsøg på ny personlig rekord. Og efter en kraftpræstation blev løftet godkendt 2-1 (fuldt fortjent, at det blev godkendt!). Så VM sluttede med endnu en personlig rekord. Lækkert!

Og forklaringen på det ”heldige kiks” er ganske enkelt den spekulation, at jeg tror Mikkel og Roland var gået højere end 182, hvis de 180 var blevet godkendt. Og jeg tror, at de 182 kilo var det perfekte valg på dagen.


Mikkel Andersen, AK Viking.

Alt i alt er der ingen tvivl om, at dette VM er det bedste set med danske øjne i mange mange år! Det var fantastisk at være en del af, og lover rigtig godt for den kommende tid.
Der er allerede mange kvalificerede til EM Senior, og jeg tror vi kommer til at se mange store præstationer i Albanien når vi når marts måned.

Der er mange involverede i en sådan succes. Jeg vil gerne rette en stor tak til Frank Petersen og Roland Giessing for deres meget direkte bidrag til VM 2017. Endvidere har alle trænere, klubber og løftere omkring landsholdsarbejdet også noget at være stolte af. Det går den rigtige vej på seniorsiden.

Vi skal dog passe på ikke at hvile på laurbærrene! Der skal (og kan) lægges yderligere på, og der venter fortsat et stort arbejde med at prøve at få den elendige økonomi til at række til ambitionerne.

Oplevelser som dette VM er heldigvis lige det, der skal til for at finde motivationen!

Anders Bendix