EM ungdom U 15-17 Nowy tomysl Polen

19. september 2016 14:58 , af Frank Petersen

I uge 37 blev der afviklet EM Ungdom i Nowy Tomysl i Polen.

Stævnet bød på flotte præstationer af Freja Rosendahl (AK Viking) og Omed Alam (Ålholm IF)

Omed Alam, Ålholm IF.

EM ungdom (U15 og U17) skulle i år afholdes i den polske by Nowy Tomysl, og man må sige værterne gjorde en virkelig god figur, med et flot gennemført stævne med 325 løftere fra hele Europa. Jabbar Yazfani - en af Danmarks dygtige internationale dommere - var rejst i forvejen, og var godt igang med sin dommergerning, da den den lille delegation fra Danmark ankom mandag til stævnestedet. Den bestod således kun af Freja Rosendal fra AK Viking og Omed Alam fra Ålholm IF. Begge skulle løfte i hver deres A gruppe torsdag.


Jabbar Yazdani forrest i midten. En af Danmarks dygtige internationale dommere!

Omeds formkurve havde været lidt nedadgående op til EM (virkede lidt træt og slidt ), men efter en mindre træningscamp i Letland, blev der for alvor sat ny energi i Omed. Omed blev vejet ind på 74,360 kg og var hermed letteste mand i A klassen.
Der var lagt op til en mindre duel om placering og nordiske rekorder imod Eskild Andersen fra Norge. Fra start af træk Eskild 114 kg 119 kg - kiks på 123 kg. Omed startede flot med 120 kg derefter nordisk rekord 124 kg og igen 127 kg! Virkelig flotte løft og en flot 6 plads efter træk.
Første forsøg i stød på 145 kg blev ramt lidt forkert i vendingen og lidt tungere end beregnet men dog godkendt og endnu en nordisk rekord denne gang i tokamp. Herefter direkte på 151 kg i stød for også at få denne rekord, denne gang en klart bedre vending og igen ny nordisk rekord i stød og tokamp. Nu valgte vi først 154 kg for lige at se klassen an. Der var 2 muligheder; den korte vej 3-4 løft og rykke 1-2 placering frem eller den lange på 155 kg. Da mange startede 155 kg. Ville det betyde en lang ventetid. Vi valgte det sidste - 1 kilos øgning blev grundet kiks fra bla. Polen i deres 1. forsøg til en pause på ca. 12-15 min, hvor der lige måtte et enkelt let mellemløft til i opvarmningen. På plateauet får Omed vendt vægten, men kan desværre ikke rejse sig med den (efter endt konkurrence kan man se de 155 kg ville have givet en 5 plads i stød).
Bronzen i træk blev vundet på 131 og bronzen i stød på 160 kg En meget tæt klasse, hvor hele 6 nationer delte de 3 sæt medaljer.

Dette EM var Frejas første, så spændingen var stor til, hvad hun kunne præstere i disse noget større omgivelser end sædvanligt, og i sin nye vægt klasse (63 kg).
Det var klart fra start at hun skulle kæmpe med 2 franskmænd om placeringer. Med en flot serie i træk på først 60 kg, så dansk ungdomsrekord på 63 kg og igen i sit 3 forsøg, hvor Freja forbedrede rekorden til 65 kg, kom Freja forbi den ene franskmand mens den anden trak 66 kg.
I stød blev det også til 3 godkendte, 2 nye personlige rekorder og med 75 kg som bedste resultat. De 2 Franskmænd viste sig at være en smule bedre i stødet, så de kom begge foran Freja i den samlet tokamp! Men! En flot flot indsats af begge løftere, der med mere træning helt klart kan se frem imod endnu større mål

Frank Petersen