Danske Begyndermesterskaber 2018

4. februar 2018 21:57 , af Allan Carlsen

Lørdag den 3. februar stod Århus Crossfit for B-DM. Århus Crossfit er flyttet til nye, større lokaler på Balticagade og det gav bedre plads til at afvikle mesterskaberne på 2 plateauer. Med 91 tilmeldte og kun 6 afbud blev kvinderne (41) og mændene (44) fordelt på hvert deres plateau.

Det glædelige var at vi så 32 helt nye vægtløftere, hvilket jo netop er målet med vore Begyndermesterskaber. Vi så også løftere fra de helt nye klubber i Jylland, herligt. Stævnesalen var fyldt med publikum og stemningen var fantastisk. Ud fra de glædesudbrud nogle af løfterne kom med når de fik godkendt et løft var det tydeligt at høre at der var tale om ny personlig rekord.

Der blev som sædvanlig benyttet etdommersystem og stævnestyringen blev klaret ved hvert plateau, altså 2 speakere og 2 stævnestyringssystemer. Da grupperne var temmelig store havde dommerne valgt at skifte mellem træk og stød, hvilket gav dem lidt luft.

Det viste sig at 10 min pause mellem grupperne var for lidt, da vi gerne ville præsentere løfterne i næste gruppe samt foretage præmieoverrækkelse i pausen, så ingen løftere blev forstyrret. 20 min. er minimum fremover.

Hos kvinderne gik det således:

48 kg klassen havde en deltager, Sara Dietz Pedersen fra Holstebro Styrkesport. Hun løftede for første gang og klarede 6 godkendte løft med 39-45-84 kg som bedste.

I 53 kg klassen var der 2 deltagere. Maja Tønnesen fra Århus AK. Hun var dog meget uheldig og fik ikke nogen træk godkendt. Derfor afstod hun fra stød. Katia Thanild fra IK.99 fik 52 kg i træk og forsøgte ny top i stød med 83 kg, men den var dog for tung. Derfor blev det til 79 kg og 131 sammenlagt.

Også kun en løfter i 58 kg klassen, Anna Høj Nielsen fra WL8600. Førstegangsløfter. Hun opnåede 41-51-92 kg, med et kiks på 54 kg i stød.

9 løftere havde fundet vej til 63 kg klassen. Her var Ida Klareskov fra Århus Crossfit så uheldig at udgå i træk, men valgte at stille op i stød. Her gik det ikke meget bedre. Kun første forsøg på 55 kg lykkedes. Hun er ellers god for 47-56 kg, men at starte på ny top i træk var altså for meget. Også Elisa Mogensen fra Århus AK var uheldig. Hun klarede godt nok 51 kg i træk, men de 71 kg i stød ville bare ikke lykkes. Helt nye Cecilie Schlaikjer fra Horsens WL klarede 6 godkendte løft med 43-50-93 kg som topresultat. Sofie Ankerstjerne fra Gotha startede på ny top i træk 40 kg og det lykkedes. Desværre ville 42 og 43 kg ikke helt på plads. I stød blev det også ny top med 56 kg, mens 58 kg var for tunge. 96 kg i tokamp var selvfølgelig også ny top. Lenny Thusholt fra Kono nåede knap sine toppe med 50-65-115 kg. Olga Fidor fra Herkules var til sit første stævne og hun opnåede 48-68-116 kg. 52 kg i træk og 72 kg i stød var lidt for meget denne dag. Sofie Laugesen fra Jyden fik ny top i stød med 73 kg og med 61 kg i træk blev det til 134 kg og en bronzemedalje. Sølvet gik til nye Maria Fridriksdottir fra WL8600. Hun klarede 57-80-137 kg. Men Århus Crossfit var så ubeskedne at tage guldet ved Jeanett Nielsen. Også hende så vi for første gang. Hun fik 6 godkendte løft med 64-81-145 kg på toppen.

Hele 13 løftere stillede op i 69 kg klassen. Nye Laura Øbo fra WL8600 opnåede 37-52-89 kg. Emilie Stoltenberg fra Sportshøjskolen fik ny top i træk og tokamp med 41-49-90 kg. 54 kg i stød var dog for tunge. Mia Staunstrup fra Århus Crossfit løftede også for første gang og opnåede 43-53-96 kg. Emilie Kongsgaard fra Gotha var også helt ny. Hun fik 46-55-101 kg. Desværre kiksede både 60 og 61 kg i stød. Mette Hougaard fra Kono var ny og fik 53-61-114 kg. 55 kg i træk og 63 kg i stød kiksede. Cæcilie Vestergaard fra Jyden var uheldig og måtte ”nøjes” med 56-65-121 kg, da både 58 kg i træk og 70 kg i stød blev bommet. Amanda Drisgaard fra IK.99 fik forbedret alle sine toppe med 52-73-125 kg. Men 55 kg i træk og 76 kg i stød må vente til næste gang. Anna Barta fra Århus AK. var ikke helt på toppen i træk, der endte med 58 kg – første forsøg. Hendes top på 66 kg var langt væk. Til gengæld blev det til flotte 80 kg i stød, ny top. Frida Møller fra Århus Crossfit var også ny løfter. Hun fik desværre kun et godkendt løft i hver øvelse. Det blev til 62-80-142 kg. Det kunne være blevet til meget mere hvis 68 kg i træk og 87 kg i stød var lykkedes. Maya Nielsen fra Århus AK. løftede for første gang ved et DVF stævne og klarede 70-75-145 kg. Desværre kiksede 79 og 81 kg i stød. Line Gude, ligeledes fra Århus AK. var i god form og fik flotte nye topresultater. 65 kg i træk, 93 kg i stød og 158 kg i tokamp. Kun 71 kg i træk kiksede. Hun kunne med dette flotte resultat velfortjent modtage en bronzemedalje. Sarah Mountain fra Hobro opnåede ny top i træk og tokamp med 74 og 163 kg. I stød blev det til 89 kg, mens både 80 kg i træk og 94 kg i stød var for tunge på dagen, men tænk hvis hun havde fået dem. Her blev det til en sølvmedalje. Cecilie Holm Mortensen fra Aalborg VLF var også ganske ny, men kom stærkt med flotte 73 kg i træk og 91 kg i stød. Med 164 kg i tokamp kunne hun modtage en guldmedalje. Et forsøg på 100 kg i stød var dog for tunge.

75 kg klassen bestod af 10 løftere. Amanda Kofoed Diedrichsen fra Bagsværd opnåede ny top i stød og tokamp med 42 og 75 kg. I træk blev det til 33 kg. 35 kg ville ikke lykkes. Nye Karina Haahr fra WL8600 klarede 39-54-93 kg. Kun 44 kg i træk mislykkedes. Signe Nordahl Jensen fra Århus AK. opnåede ny top i stød og tokamp med 66 og 122 kg. 56 kg blev det til i træk, mens 59 kg kiksede. Sofie Jensen fra Bagsværd fik ny top i alle øvelser med 57-71-128 kg. Thuy Vu fra Århus AK. var noget fra sine toppe og fik her 62-70-132 kg. Anna Kristina Niclassen fra Gotha viste sig fra sin bedste side og fik nye PR i alle øvelser. Det blev til 63-84-147 kg, men kunne være blevet til mere hvis 68 kg i træk og 89 kg i stød var lykkedes. Celine Holmsgaard fra Aalborg VLF var helt ny. Hun fik flotte 70-80-150 kg. Kun 85 kg i stød mislykkedes. Simone Kaagh fra Jyden nåede knap sine toppe med 69-82-151 kg, men det var nok til en bronzemedalje. Sølvet gik til Cathrine Mamsen fra Hobro, der klarede ny top i træk og tokamp med 73 og 163 kg. I stød blev det til 90 kg. Forsøg på 78 kg i træk og 94 og 99 kg i stød ville bare ikke lykkes. Guldvinder blev Sofie Delhi fra Århus Crossfit. Det lykkedes hende at sætte ny top i træk med 76 kg, mens forsøg på ny top i stød på 96 kg var for tunge. Hun fik her 92 kg og dermed 168 kg i tokamp.

4 løftere havde fundet vej til 90 kg klassen. Rikke Steengaard fra Sportshøjskolen var ganske ny og fik 37-42-79 kg. Grundet usikkerhed i løftene kiksede 40 og 46 kg i henholdsvis træk og stød. Pernille Bruhn fra Gotha nåede ikke sine toppe og måtte nøjes med 53-68-121 kg. Forsøg på nye toppe mislykkedes. Men det blev alligevel til en bronzemedalje. Sofie Bunten fra WL8600 var en del fra egne toppe, men kunne med 56-70-126 kg alligevel modtage en sølvmedalje. Guldet gik til Lærke Glamann fra Jyden. Hun opnåede ny top i træk og tokamp med 63-139 kg. I stød blev det til 76 kg, mens forsøg på ny top med 78 kg mislykkedes. I træk kiksede 65 kg, men de er der snart.

+90 kg klassen havde kun en deltager, Jannie Holm Nielsen fra Jyden. Hun klarede 67-87-154 kg, mens 70 kg i træk og 91 kg i stød kiksede, men guldet var sikret.

Hos herrerne gik det således:

45 kg klassen bestod af en løfter, Magnus Olesen fra Svendborg. Han fik flot ny top i træk og tokamp med 24 og 54 kg. I stød blev det til 30 kg. Forsøg på ny top med 35 kg lykkedes ikke.

I 56 kg klassen så vi Nikolaj Lerche, også fra Svendborg. Han var lidt uheldig og kiksede de afgørende løft på 36 og 50 kg og måtte nøjes med 33-45-78 kg. Det gav ham en sølvmedalje. Gustav Wang fra Holstebro Styrkesport var helt ny og klarede 60-80-140 kg, hvilket gav guld.

3 mand i 69 kg klassen. Christoffer Kappel fra VK.49 så vi også for første gang. Han opnåede 53-66-119 kg. Kun 70 kg i stød kiksede. Det blev derved til bronze. Christian Laugesen fra WL8600 klarede 6 godkendte løft med ny top i alle øvelser. 71-90-161 kg og en sølvmedalje. Bedste mand i denne klasse var Trygvi Laksáfoss fra Thor. Han var bare i hopla med nye toppe. 65 kg i træk, 97 kg i stød og 162 kg i tokamp.

10 løftere stillede i 77 kg klassen. Allan Mwisenesa fra Esbern Snare fik 6 godkendte løft og sluttede med flotte nye toppe med 60-75-135 kg som slutresultat. Rasmus Qvist fra Bagsværd fik også 6 godkendte løft og sluttede med 64-85-149 kg. Nye Maiwand Eshaqzai fra Århus AK løftede 65-96-161 kg, dog med kiks på 70 og 102 kg. Lasse Donsberg fra Thor var også ny. Han fik 6 gennemført løft med 73-91-164 kg som top. Casper Skovlyst Mortensen fra Sportshøjskolen løftede for første gang ved et DVF stævne og klarede 74-96-170 kg. 77 kg i træk og 101 kg i stød er der næste gang. Albert Severinsen fra WL8600 forbedrede sine toppe til 81-100-181 kg efter 6 godkendte løft. Sune Svane Nielsen fra Gotha løftede for første gang og fik 83-105-188 kg. Kun 105 kg i stød blev underkendt. Axel Yang Kornvig fra Århus Crossfit stillede op for første gang. Et flot resultat på 91-111-202 kg gav en bronzemedalje. Christian Ho Sølgaard, Aalborg VLF, viste som ny løfter talent og sluttede med 6 godkendte på 85-121-206 kg, hvilket var rigeligt til en sølvmedalje. Men Lasse Jyrkinewsky fra Løfteriet var suveræn i denne klasse. Han fik ny top over hele linjen med 105-130-235 kg. En velfortjent guldmedalje.

85 kg klassen bestod af 9 deltagere. Erland Gjersdal fra Århus AK var helt ved siden af sig selv. En teknisk flot løfter kiksede totalt ved at misse alle sine træk, men stillede alligevel i stød og klarede 115 kg. Brian Danielsen løftede ved sit første stævne og klarede 6 godkendte og 63-86-149 kg. Viggo Bach Hilliard, Århus AK, løftede noget under normal standard. Han fik 71-91-162 kg. Sander Schmidt fra Herkules var ny og opnåede 75-95-170 kg. Kun 81 kg i træk kiksede. Nye Jens Andersen fra Århus Crossfit fik 85-115-200 kg, hvor de tungeste løft var de flotteste. Frederik Sall, Jyden, fik lige forbedret sine toppe til 96-121-217 kg. 123 kg mislykkedes. Kristian Juul fra Kono løftede flot, men lidt under sine PR. Det blev her til 100-122-222 kg, hvilket indbragte ham en bronzemedalje. Stefan Nørrelund Mikkelsen fra Århus Crossfit havde vist trænet effektivt, for hans PR blev væsentligt forbedret. Her blev det til flotte 90-134-224 kg og en sølvmedalje. Thomas Bay Pedersen fra Holstebro Styrkesport kæmpede bravt og vandt kampen om guldet ved at klare. 101-128-229 kg, ny top i stød.

I 94 kg klassen så vi 6 løftere. Tue Lindholt Rasmussen fra Århus Crossfit var ny, men klarede 70-95-165 kg. Joachim Bols, Jyden, har været med før, men sikken forbedring han kom med her. 90-100-190 kg som slutresultat. De 93 og 105 kg er der næste gang. Mads Holm Jensen, Sportshøjskolen fik lige givet sine PR en tand opefter og sluttede med 84-112-196 kg. 89 kg i træk mislykkedes. Matej Hospodár fra Herkules så vi også for første gang. Han kæmpede sig til en bronzemedalje ved at klare 86-115-201 kg. Jeg er sikker på at 91 og 120 kg er der næste stævne. Jonathan Sand Groves fra IK.99 går virkelig til den og kæmper med hver eneste vægt. Her blev det til 117-136-253 kg, altså ny top i stød og tokamp. Han var bestemt ikke langt fra 121 kg i træk og 139 kg i stød. Sølvmedaljen var sikret. Jonatan Jyrkinewsky fra Løfteriet var godt nok 1 kg bagud efter træk, men med et stød på 147 kg kom han foran. 150 kg var meget tæt på, men blev kasseret. En velfortjent guldmedalje til Jonatan, der fik sat ny top med 116 kg i træk og i tokamp med 263 kg.

7 mand i 105 kg klassen. Lucas Olesen fra Gotha har været noget uheldig med sine løft de sidste stævner. Sikkerheden er ikke så stor, selv om styrken er der. 3 kiks på 82 kg i træk. I stød blev det til 96 kg. Det ville heller ikke køre for Mick Brandstrup fra Esbern Snare. Det blev til beskedne 55-55-110 kg, men han er også ret ny i vægtløftningen, så det skal nok komme. Søren Hjerrild Jacobsen, Århus AK., var til sit første DVF stævne. Han klarede 70-82-152 kg. Jacob Haurum fra Esbern Snare fik ny top i stød med 103 kg. I træk blev det til 83 kg og sammenlagt 186 kg. Kun 2 kg mere gav en bronzemedalje. Den tog nye Anders Grau fra Fighters sig af. Han løftede 79-109-188 kg. Kristian Andersen fra Jyden satte ny PR i træk med 112 kg. I stød kiksede han desværre flotte 140 kg, men fik 136 kg. Det gav 248 sammenlagt og en sølvmedalje. Stefan Hovaldt, ligeledes fra Jyden var lige en tand bedre i træk, hvilket gjorde udfaldet til guldmedaljen. Serien lød på 115-136-251 kg.

+105 kg klassen havde 6 løftere. Christian Lynggård fra Holstebro Styrkesport var med for første gang og klarede 80-100-180 kg. 85 og 106 kg mislykkedes. Mathias Kleinsøe fra Århus AK forsøgte ny top i både træk og stød, men det lykkedes desværre ikke, så han måtte nøjes med 95-115-210 kg. Kenneth Lauge Madsen, også Århus AK, fik ny top i stød og tokamp med 120 og 217 kg. I træk blev det til 97 kg. Klubkammeraten Martin Aksel Jensen fik virkelig hul på bylden med 97 kg i træk og 128 kg i stød. Sammenlagt 225 kg og det gav bronze. Mick Thimes Kristiansen fra Sportshøjskolen er virkelig stærk. Han forbedrede sine PR væsentligt ved at klare 115-156-271 kg. Det gav sølv. Han blev slået på målstregen af kæmpestore Elias Mathiesen fra Bagsværd, der ligeledes forbedrede sine toppe ved at klare 120-160-280 kg, endda med råtræk og frivend. Hans guldmedalje var velfortjent.

Ud over de mange medaljer, der blev uddelt, var der også en pæn pokal til bedste kvinde og bedste mand efter Sinclairtabellen. Desuden en pokal til bedste klub efter pointskalaen 10 for en 1. plads, 8 for en 2. plads, 7 for en 3. plads o.s.v.

Bedste kvinde blev Sarah Mountain fra Hobro SVF, der med 163 kg i tokamp klarede 211,42 point.

Bedste mand blev Jonatan Jyrkinewsky fra Løfteriet, der med 263 kg i tokamp fik 300,97 point.

Bedste klub blev Århus Crossfit, der opnåede 51 point. Nr. 2 blev AK. Jyden med 45 point og nr. 3 Århus AK med 33 point.

Det allerbedste ved disse mesterskaber var at se flere af vore klubber igen er blomstret op, dels de mange nye klubber. Jeg får helt lyst til at vise lidt statistik på dette B-DM.

Af de 85 deltagere var de 32 førstegangsdeltagere. 20 klubber deltog i mesterskaberne med følgende antal løftere.

Århus AK.                        14
Århus Crossfit                  10
AK. Jyden                          9
WL8600                             7
AK. Gotha                          6
Sportshøjskolen                 5
Holstebro Styrkesport        4
Bagsværd VK.                   4
Aalborg VLF                      3
Herkules VK.                     3
VK. Kono                           3
IK.99                                  3
VK. Esbern Snare              3
Hobro SVF                         2
Løfteriet VL                        2
Svendborg AC                   2
AK. Thor                            2
Horsens WL                      1
Figthers                             1
VK.49                                1

Tusinde tak til Århus Crossfit og alle de frivillige kræfter, der har været med til at gøre dette mesterskab til en god oplevelse. Som dommere sad Øivind Larsen fra Fyn, Flemming Skov fra Øster Brønderslev, Jabbar Yazdani fra Århus AK, Hans Knudsen fra VK.49 og Dorthe Lauridsen fra IK.99. Som speakere var Mathias Lindhardt, Erling Johansen og Henri Høeg. Sekretærer var Rene Schultz, Jabbar Yazdani og undertegnede.

Billeder kan ses på DVF's Facebookside og resultatlisten på VLSTAT.dk

Allan Carlsen