Foto:
Ágúst Sigurjónsson
Christina Trier Ejstrup fra IK.99 deltog den 22. januar 2012 i Reykjavik International Games på Island og vandt kvindernes konkurrence. Hendes eget referat bringes her:
Stævnet blev afholdt i CrossFit Reykjavik og med islandsk TV tilstede, da den islandske crossfit verdensmester Annie Mist Thorisdottir var med. Vi var fem kvinder og seks mænd i konkurrencen og kvinderne løftede i første gruppe.
Jeg ville gerne have nogle gode og sikre løft, så jeg kunne få flest mulig kilo i tokamp og dermed vinde konkurrencen. Jeg var på dansk rekord forsøg sidste weekend og synes stadig opadstødet skal forbedres inden jeg går på 86 kg i stød igen, så det var ikke dansk rekord der var målet denne weekend.
Jeg vidste ikke helt, hvad Madeleine Ahlner (SWE) kunne lave på dagen, men hun har tidligere lavet 80 kg i træk og 101 kg i stød i 69 kg klassen, så det var spændende at se, hvor tæt vi kom til at ligge, da det er lettere for den tunge at tænke taktisk, da den letteste løfter færre kilo og dermed først. Men jeg kørte sikkert og gik efter de små spring for at få samlet flest point og det viste sig at være et godt valg. Jeg fik 216 point og det var derfor svært for Madeleine at vinde, da det havde krævet ny top i begge øvelser.
Jeg er meget tilfreds med resultatet, da jeg kan mærke at træningen og stævnesituationen går bedre. Jeg er også mere motiveret til at blive bedre efter jeg har startet samarbejde med en ny træner og fået nye tekniske rettelser at arbejde med. Det er jo faktisk en af de ting jeg bedst kan lide ved vægtløftning - at arbejde med teknikken.
1. plads: Christina DEN - 216 point
2. plads: Madeleine SWE - 206 point
3. plads: Annie ISL - 185 point
Serien for Christina:
Træk: 64, 67, 69
Stød: 78, 81, 83
Tokamp: 152 kg
Kropsvægt: 52,2 kg
Sinclair point: 216