Olympisk vægtløftning er en af de oprindelige Olympiske sportsaktiviter.
Vægtløftning
Olympisk vægtløftning består i dag af 2 discipliner: Træk og stød. Det bedste godkendte løft i de 2 discipliner lægges sammen til en tokamp. Vægtløfterne inddeles i vægtklasser (mænd og kvinder hver for sig) og ved mesterskaber (nationale og internationale) inddeles alle deltagerne i passende grupper (normalt en vægtklasse af gangen), hvor øvelsen træk løftes først (med stigende vægte), derefter stød ligeledes med stigende vægte. De enkelte vægtløftere har på forhånd – ved indvejningen - opgivet startvægte, således at stævneledelsen ved hvilken rækkefølge løfterne skal ind og løfte. Startvægten kan ændres. Starter 2 løftere på samme vægt skal den løfter, der har det laveste lodtrækningsnr. starte. Lodtrækningen foregår også ved indvejningen.
Der løftes på et plateau på 4 x 4 m, som under løftets udførelse ikke må forlades.
Der er 3 dommere til at bedømme løftet – 1 centerdommer samt 2 sidedommere, der er placeret ca. 6 m fra plateauet. De 2 sidedommere sidder ca.45 grader ud på hver side af centerdommeren, der sidder direkte foran løfteren.
Et løft er godkendt hvis mindst 2 af dommerne har godkendt løftet. Regler for et korrekt løft kan ses under ”Korrekte løft”.
Løfteren har 1 minut til at få løftet vægten fra det øjeblik, hvor han/hun kaldes ind til vægten. Har den samme løfter 2 på hinanden følgende løft, har han/hun 2 minutter. Vægten må gerne øges så længe der ikke er gået 30 sekunder fra vægten er klargjort og løfteren er kaldt ind. Hver løfter må højst ændre vægten 2 gange for hvert forsøg.
Træk:
Vægtløfteren løfter vægten med bred fatning på stangen og der løftes fra gulv til strakte arme over hovedet i en bevægelse. Vægten modtages normalt i hugsiddende stilling, hvorefter løfteren rejser sig til opretstående stilling. Når vægten er i ro får løfteren et ”ned-signal”. Herefter bedømmes løftet.
Stød:
Vægtløfteren løfter vægten med smal fatning på stangen (ca. skulderbredde) og løftes fra gulv til skuldrene i en bevægelse. Vægten modtages normalt i hugsiddende stilling, hvorefter løfteren rejser sig til opretstående stilling. Herefter stødes vægten til strakte arme i en bevægelse. Når vægten er i ro får løfteren et ”ned-signal”. Herefter bedømmes løftet.
Hver deltager har 3 forsøg i hver øvelse og der øges med minimum 1 kg mellem godkendte forsøg. Er et løft underkendt kan den samme vægt forsøges igen. En startvægt kan kun sænkes hvis anmodning herom kommer inden vægtstangen er belastet med den pågældende vægt.
Ved almindelige mesterskaber / stævner er den vægtløfter i vægtklassen, der har den største tokamp vinder. I større mesterskaber præmieres også vinderen af træk og vinderen af stød. Opnår 2 eller flere løftere samme tokamp, er den, der vejer mindst vinder.
Der findes dog danske stævner og mesterskaber, hvor Dansk Vægtløftnings-Forbund har valgt at konkurrencen foregår på point. D.v.s. at resultatet for den enkelte vægtløfter ganges med en faktor, der er afhængig af løfterens kropsvægt. Jo større kropsvægt, jo mindre faktor. Det giver mulighed for at sammenligne resultaterne på tværs af vægtklasserne.
Alderskategorier:
Ud over vægtklasser inddeles løfterne også i alderskategorierne ungdom – junior – senior –
veteran. Man er ungdomsløfter til og med det kalenderår man fylder 17 år. Juniorløfter til og med det kalenderår man fylder 20 år og herefter senior. For veteranerne gælder følgende aldersklasser: 35-39 år, 40-44 år, 45-49 år, 50-54 år, 55-59 år, 60-64 år, 65-69 år, 70-74 år, 75-79 år, 80-84 år.
Der løftes her med en pointtabel, der tager hensyn til alderen. D.v.s. at resultatet ganges med en faktor. Jo ældre, jo større faktor. For nylig er der indført en ny alderskategori, U23, som jo ligger mellem juniorløfterne og seniorløfterne.
Vægtklasser:
Af og til ændres grænserne for de enkelte vægtklasser af forskellige årsager. Dette foregår internationalt og Dansk Vægtløftnings-Forbund følger de internationale grænser. For tiden er følgende inddelinger gældende for veteraner, seniorer og juniorer:
Mænd: Kvinder:
56 kg 48 kg
62 kg 53 kg
69 kg 58 kg
77 kg 63 kg
85 kg 69 kg
94 kg 75 kg
105 kg +75 kg
+105 kg
Det skal forstås sådan at hvis man som mand vejer op til og med 56,0 kg, så er man i letteste klasse. Hvis vægten er 56,1 til og med 62,0 kg, så er man i 62 kg klassen o.s.v.
For ungdomsløftere er der internationalt også en 50 kg klasse, mens den højeste vægtklasse er +94 kg. Dansk Vægtløftnings-Forbund har for ungdomsløfterne valgt også at konkurrere i en 40 kg og en 45 kg klasse (det passer bedre til kropsvægtene hos danske børn).
Der findes også mesterskaber, hvor deltagerne konkurrerer i aldersgrupper (ungdomsfemkampen samt som nævnt veteranmesterskaber). Ungdomsfemkampen er for vægtløftere op til og med 18 år og består af 5 øvelser:
40 m sprint med liggende start, kuglekast bag over hovedet, kænguruhop (3 på hinanden følgende hop med samlede ben), træk og stød. Hver øvelse giver et antal point afhængig af resultatet samt løfterens kropsvægt.
Inddelingen i grupper er: op til og med 10 år, 11-12 år, 13-14 år, 15-16 år og 17-18 år.
For veteranerne konkurreres i de gældende aldersklasser, uanset kropsvægten. Det samlede pointtal er afgørende for placeringerne.
Korrekte løft:
For at et løft kan godkendes skal følgende betingelser opfyldes:
Træk:
Løftet skal påbegyndes inden tiden udløber (1 eller 2 minutter efter løfteren er kaldt ind). Vægten må ikke slås på låret og skal i modtagelsen være på og forblive på strakte arme. Her skal den holdes mens løfteren rejser sig og kommer helt i ro. Fødderne skal være parallelle når man står med vægten på strakte arme. Vægten må ikke tages med før ”ned-signalet” lyder og må ikke slippes før stangen passerer skulderhøjde.
Stød:
Løftet skal påbegyndes inden tiden udløber (1 eller 2 minutter efter løfteren er kaldt ind). Vægten må ikke slås på låret og skal i modtagelsen være helt oppe i skulderhøjde. Efter løfteren har rejst sig med vægten skal stangen være i ro - stangen må ikke sættes i bevægelse - før den må stødes op.. Her skal den modtages og holdes på strakte arme indtil løfteren får sat fødderne i parallel position og kommer helt i ro. Vægten må ikke tages med før ”ned-signalet” lyder og skal holdes indtil stangen passerer skulderhøjde.
Rekorder:
I hver alderskategori og hver vægtklasse er der enten sat rekorder i de 3 discipliner (træk, stød, tokamp) eller sat et minimumskrav til en rekord. Dette gælder for både mænd og kvinder, på nationalt og internationalt plan.
Historisk:
Vægtløftning har formentlig altid fundet sted under en eller anden form. Stærke mænd har sikkert i fordums tid konkurreret om hvem der kunne løfte mest.
I nyere tid blev vægtløftningen rigtig først organiseret som en sportsgren, der blev dyrket i foreninger i slutningen af 1800 tallet. I 1895 blev vægtløftning, brydning og boksning organiseret i Dansk Atlet Union. World Weightlifting Federation blev startet i 1905, og i 1945, nærmere bestemt 14. oktober, løsrev vægtløfterne i Danmark sig fra Dansk Atlet Union og dannede Dansk Vægtløftnings-Forbund.
I starten konkurrerede man med faste vægte – kuglestænger i forskellige vægte og kugler med håndtag. Der blev konkurreret i både en-arms-øvelser og to-arms-øvelser, med først 7 discipliner, senere med 5 discipliner.
Senere blev der konstrueret vægtstænger med aftagelige skiver, således at vægtstangen kunne belastes med stigende vægte. Stængerne var dengang meget stive. Senere igen blev vægtstængerne let bøjelige og med kuglelejer så stangen kunne dreje uden at skiverne drejede med. Det formindskede skader i håndledene.
Gennem de sidste 60 år har Eleiko i Sverige leveret de stænger, der trænes med i klubberne samt bruges til konkurrencerne i Danmark.
I 1928 indførtes trekampen, d.v.s. at man konkurrerede i 3 øvelser, stem, træk og stød. Øvelsen stem gik ud på at vende vægten med smal fatning – som i stød – til skuldrene og herefter på et signal fra dommeren stemme vægten til strakte arme. Øvelsen udviklede sig med årene mere og mere til at løfteren bøjede sig meget bagover for at få vægten på strakte arme, hvilke ikke er specielt sundt for ryggen og i 1972 valgte IWF at fjerne denne øvelse.
Danmark har gennem tiden haft flere rigtig gode vægtløftere, der kunne gøre sig gældende på international plan. Det startede i 1896, hvor Viggo Jensen fra Handelsstandens Atletklub vandt guld i toarms stød ved OL i Athen. Carl von Hauen fra AK. Dan vandt sølv ved Europamesterskaberne i 1907 i København. Ved OL i Los Angeles i 1932 blev Svend Olsen fra IK.99 nr. 2 og i 1946 blev Niels Petersen fra AK. Dan nr. 2 ved Europamesterskaberne i Paris og Europamester i 1949 i Haag. En anden god løfter var Johan Runge, der også blev Europamester i Haag i 1949 og i Milano i 1951. I nyere tid har vi haft en Europamester for ungdomsløftere, Anja Bærentsen fra AK. Jyden i 1995 i Kavala, Grækenland. Desuden har Danmark haft flere Verdensmestre for veteraner. Her er Marga Jørgensen fra Ringsted den mest vindende vægtløfter fra Danmark. Hun har ikke mindre en 14 verdensmesterskaber, hvilket har placeret hende i Masters Hall of Fame. Derudover kan Peter Petersen og Peter Vintersborg fra Næstved smykke sig med et verdensmesterskab, ligesom Hans Jørgensen fra Hillerød.
Vi har haft flere deltagere ved de Olympiske Lege, hvilket i sig selv er en præstation, men dog udenfor medaljerækkerne. Her kan nævnes Niels Florin, Thorvald Hansen, Christian Jensen, Søren Petersen og Erik Juul Jensen i Antwerpen i 1920, Henry Nissen i Amsterdam i 1928, Johan Runge, Jørgen Fryd Petersen, Jørgen Moritzen og Niels Petersen i London 1948. Jens Jørgen Mortensen i Helsingfors i 1952, Erling Johansen, Ib Bergmann og Bent Harsmann i München i 1972, Henri Høeg i Los Angeles i 1984, Per Larsen og Frank Strømbo i Seoul i 1988 samt Henrik Andersen og Kim Lynge Pedersen i Barcelona i 1992.
Dansk Vægtløftnings-Forbund er i dag organiseret i en meget flad struktur ved en hovedbestyrelse samt et antal klubber (pt. 38) med et samlet medlemsantal på 12403. DVF’s bestyrelse består af 6 personer, formand, næstformand, kasserer, eliteudvalgsformand, breddeudvalgsformand og aktivitetsudvalgsformand.
Derudover er der nedsat et dommerudvalg, veteranudvalg, uddannelsesudvalg, PR-udvalg samt et Amatør- og Ordensudvalg.
DVF har ansat en Udviklingskonsulent i samarbejde med DIF samt en forretningsfører, der varetager den daglige drift af sekretariatet i Idrættens Hus i Brøndby.