DVF's breddeudvalg er i øjeblikket med i to projekter hvor der samarbejdes med folkeskoler.
Formålet med et skolesamarbejde er at udbrede kendskabet til vægtløftningstræningen og måske rekruttere interesserede elever på grundlag af dette, samt at være med til at sætte fokus på sundhed og idrætsaktiviteter i skoleregi. Eleverne får indblik i en ny idrætsgren og får mulighed for at prøve sig selv af og se om det er noget for dem. Samtidig får lærerne at se, at man sagtens kan lave styrketræning og vægtløftningstræning med folkeskole-elever.
I samarbejde med Københavns Kommunes Børne og Ungdomsforvaltning har DVF's Breddeudvalg og Vægtløftningsklubben IK99 medvirket i projektet "Mere og Bedre Idræt i København" (MBI) som har til formål at udbrede alternative idrætsaktiviteter til københavnske skolebørn i, og efter, skoletiden. På Randersgades Skole, på Østerbro, har flere idrætslærere fået et basiskursus i styrketræning for børn og en introduktion til vægtløftningstræning. Ved hjælp af Kommunen og DVF har denne skole nu modtaget helt nyt styrketræningsudstyr så de kan bruge styrketræning og vægtløftning som en del af idrætsundervisningen.
De sidste par år har DVF været med i projekt "Get Moving" som er en kampagne der skal rette fokus mod sundhed og bevægelse, ved hjælp af at give deltagerne på skolerne nogle anderledes idrætsoplevelser. Hvis en skole er interesseret i besøg fra DVF så sender vi et par instruktører og nogle ungdomsløftere ud for at vise, og fortælle om hvad vægtløftning er og derefter lade de deltagende elever og lærere prøve det på egen krop i en workshop. Herudover tilbyder vi at stille folk til rådighed til et spot-kursus i hvordan man kan implementere styrketræning i idrætundervisningen for hhv. indskoling, mellemskolen og udskolingen (fokuspunkter, aflivning af myter, forslag til øvelser og øvelser til indlærning af teknikken). Du kan læse om DVF's Get Moving tilbud i 2009 og se hele Get Moving 2009 kataloget her.
kunne de have interesse med et besøg på din skole, et kursus til lærerne eller en anden form for samarbejde, så kontakt endelig Breddekonsulent Mads Brink Hansen.