Læs om weekendens kvalifikationsstævne. Der blev sat dansk rekord...
Viking havde velvilligt stillet sine lokaler (og hjælpere) til rådighed til lørdagens kvalifikationsstævne. Stævnet var arrangeret som en sidste mulighed for at lave kvalifikationsgivende resultater til NM Ungdom og Junior, der i år afholdes usædvanligt tidligt.
En del løftere havde grebet chancen. Udover disse deltog også løftere som Sara Hammelstrup, Tim Kring, Mikkel Andersen og Christina Ejstrup, der benyttede lejligheden til at teste formen inden efterårets vigtige opgaver.
Stævnet forløb gnidingsfrit, og der blev faktisk lavet et par bemærkelsesværdige resultater.
Der var ikke umiddelbart nogle nye løftere, der klarede kvalifikationskrav. Til de løftere, der ligger på vippen, kan det oplyses, at der indenfor den nærmeste uges tid træffes beslutninger om endelig udtagelse af "boblere".
Der var en del dramatik idet Christina Ejstrup efter faktisk at have trukket 71 kilo (dog med stem i den ene arm) i pausen mellem træk og stød fik et ildebefindende og måtte trække sig fra konkurrencen. På resultatsiden var det nok Mikkel Andersen og Tim Kring, der gjorde sig mest bemærkede med hhv 135 og 124 kilo.
I stød var det Tim Kring, der løb med opmærksomheden, idet han satte ny dansk junior rekord med ikke mindre end 157 kilo! Det gav samtidig ny rekord i tokamp - ikke skidt midt i en opbygningsperiode... Løftet skulle være at finde på Facebook for de interesserede.
Mikkel Andersen fik fine 165, og viste at han virkelig er på vej frem. Og så bør Kris Breum efter min mening også fremhæves. Han havde ganske diskret 6 gennemførte forsøg, og fik flotte 85 og 105 i 69 kilo klassen.
Stor tak til Viking, og de øvrige hjælpere og dommere for at godt og velgennemført stævne.
Hele resultatlisten kan ses her