DVF opererer med to typer krav: et A-krav og et B-krav. Opnåelse af A-krav vil betyde deltagelse ved stævnet med alle omkostninger betalt. Dette omfatter:
- Transport. Undtaget herfra er indenrigstransport i DK.
- Deltagergebyr
- Betaling for ophold. 3 overnatninger (dog kun 2 ved NM) samt standard forplejning på stævnestedet.
Ved opnåelse af B-krav betinges deltagelsen af en vis egenbetaling. Egenbetalingen består fra 2012 af transportomkostningerne. Herved vil egenbetalingen variere med de reelle udgifter. Såfremt atleter ønsker flere overnatninger i forbindelse med internationale mesterskaber skal dette dækkes ved egenbetaling. Dette gælder også ved A-krav.
For EM og VM er der indført C-krav. For VM gælder det, at A- og B-kravene til VM af økonomiske årsager er hævet betydeligt. Det er ikke DVF’s intention at forhindre løftere i at deltage ved VM, og de hidtidige B-krav er derfor fastholdt som C-krav. Dog vil en løfter, der ønsker at deltage ved VM på baggrund af C-krav ikke modtage økonomisk tilskud fra DVF. Løfteren eller løfterens klub vil skulle bære samtlige udgifter. Udover transport for løfter (og evt. træner) koster deltagelse normalt omkring 120 euro mens opholdet normalt beløber sig til 80-120 euro pr. dag. Sekretariatet yder gerne den nødvendige bistand mht. tilmelding, bestilling af transport osv.
Generelt skal følgende pointeres vedr. DVF’s kvalifikationskrav til internationale mesterskaber. Såfremt kvalifikation opnås inden for terminen – dette er normalt seneste kvalifikation og 6 måneder bagud – er man garanteret deltagelse ved det pågældende mesterskab. Seneste kvalifikationsfrist er som udgangspunkt 10 uger inden mesterskabets afholdelse. Ændringer i de internationale terminer kan medføre ændringer i kvalifikationsfristerne.
Kvalifikation kan opnås ved et stævne under DVF. Dette vil i praksis sige: alle DM-arrangementer, alle lokalforbundsmesterskaber, Liga-turneringsrunder samt ligaturneringsfinalen. Internationale stævner er ligeledes gyldige kvalifikationsstævner såfremt deltagelsen sker via DVF. Såfremt en løfter ønsker at lave kvalifikationskrav ved et stævne, der ikke falder ind under ovenstående, skal vedkommende kontakte Eliteudvalget med henblik på godkendelse INDEN stævnets afholdelse.
Udtagne løftere forventes at kunne levere et resultat, der svarer til udtagelseskravet for det pågældende mesterskab. Dette skal forstås således, at Eliteudvalget forbeholder sig ret til at trække en løfters deltagelse tilbage såfremt der kan stilles alvorlig tvivl om løfterens træningstilstand. Et eksempel herpå kunne være længerevarende skader. Sådanne situationer afklares i fællesskab mellem pågældende løfter, dennes træner samt Eliteudvalget.
Eliteudvalget vil alt efter tilgængelige midler fra år til år udtage løfter, der ikke har opfyldt kvalifikationskravene. Som udgangspunkt vil dette primært ske for ungdoms- og juniorløftere, der skal hjælpes frem. Omfanget af disse udtagelser vil variere fra år til år og de bagvedliggende kriterier vil ligeledes variere. Typisk vil økonomien være en væsentlig faktor, men andre faktorer kan ligeledes inddrages. Løftere der udtages på disse vilkår vil blive afkrævet en egenbetaling for deltagelse, der som minimum modsvarer løftere, der har klaret B-krav.
Generelt opfordres de enkelte trænere og aktive til at melde ud i god tid, hvis man vil forsøge at kvalificere sig til et mesterskab. Dels vil der kunne lægges bedre budgetter på baggrund af denne information, og dels vil det kunne tælle til løfterens fordel i de situationer, hvor han/hun ligger tæt på et krav, at der tidligt er blevet meldt ud til Eliteudvalget. Eventuelle spørgsmål vedr. kvalifikationsfrister kan ligeledes afklares.
De konkrete krav kan ses i menuen til venstre.
Det skal indskærpes at en løfter - udover de konkrete kvalifikationskrav - også skal overholde regler om Whereabouts, så snart det drejer sig om EM eller højere niveau. Se her for yderligere detaljer.
Udover ovennævnte mesterskaber planlægges det at sende danske hold/deltagere med til Oder Pokal, der normalt afvikles i december.